Det var en mærkelig, lille, gnomagtig Mand med et forpjusket, snavset Ydre, underlige kloagtige Fingre, et smalt spidst Hoved med strittende Haar og et Par smaa plirrende Øjne. Han var klædt i en grøn Dyrepasseruniform, der i Sommervarmen stank af Skidt i vid Omkreds, saa at de fleste gik langt udenom den lille, sure Mandskikkelse med det altid mistroiske og lurende Blik.
I flere Dage var Tordalkado og hans Medhjælper beskæftiget med at anbringe et hængende Stillads tværs over Torospladsen, og Tyrefægterterne skævede misbilligende til alle disse mystiske Arrangementer, medens Bombatini selv begyndte at fortryde, at han havde lejet Torospladsen ud til saadan noget Gøgl.
Endelig var alle Forberedelser trufne, og Forestillingen skulde finde Sted.
Paa San Sebastians Gadehjørner havde store Plakater i flere Dage spændt Publikums Nysgerrighed, og Torospladsens Amfiteater var overfyldt af et elegant, internationalt Publikum, i hvilket Lola Montero og Jenny Patterson vakte ligelig Opmærksomhed som de to extravagante Forgrundsfigurer, der aldrig savnedes ved nogen Tyrefægtning.
Den store Arena, der ellers plejede at være badet i Sol ved Eftermiddagsforestillingerne, laa iaften beskinnet af elektriske Lamper, hvis hvide Lys gav det ellers saa gule og kraftige Sand en underlig bleg og blaa Tone, som var det et mægtigt udbredt Liglagen.
Over Publikum var der den ejendommelige, ner-
