Spring til indhold

Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 104 -

Hvis området havde kunnet normaliseres, ville vidnet som sin helt personlige opfattelse have fundet, at beboelsen kunne have fortsat med et opsigelsesvarsel, indtil arealet skulle bruges til noget andet. Man anede jo ikke, hvor længe det kunne vare. Når Københavns kommune kunne lave slumstormer-kontrakter for saneringsbygninger, måtte det lige så godt kunne gøres for bygninger i Christiania. Vidnet har givet udtryk herfor overfor Christianitterne, men under den forudsætning, at der kun var tale om bygninger, egnet til beboelse, for eksempel arsenalet og kasernen, men ikke barakker. Der var bygninger, som var umådelig ringe. Det afgørende ved oprettelse af kontrakt var, at man dermed ville kunne fæstne ansvaret, og at der ville være opsigelsesvarsel. Når der blev brug for bygningerne og arealet, skulle man kunne komme af med beboerne i løbet af en måned. Tanken måtte være, at et antal brugbare bygninger blev stillet til rådighed for Christianitterne. Imidlertid burde ikke alle bygninger, der var egnet til beboelse, overlades christianitterne, da andre beboere på Christianshavn også burde have adgang til at benytte bygninger og areal. Det gjaldt for eksempel også de store værkstedsbygninger og ridehuset.

Under hensyn til den måde, hvorpå Christianitterne havde taget arealet i besiddelse, var det vidnets opfattelse, at de - i hvert fald indtil de havde boet der nogen tid - udgjorde et fremmedelement i den fremtidige planlægning af området.

Socialrådgiver Tine Bryld har blandt andet forklaret, at hendes tilknytning til Christiania