- 154 -
indeholdt imidlertid et ganske kort opsigelsesvarsel og pålagde ikke udlejeren nogen genhusnings- eller vedligeholdelsespligt. Derimod blev der pålagt lejebetaling og betaling for forbrug af el og vand. Fra Christianias side viste man ikke nogen interesse for oprettelsen af sådanne lejekontrakter, og fra maj 1972 var der heller ikke fra statens side interesse derfor.
Den foreløbige aftale af 51. maj 1972 løste blot nogle praktiske problemer; man gav ikke nærmere tilsagn om brugsretten, endsige om varigheden deraf. Dette bekræftes også af arkitekt Per Løvetand Iversens bemærkninger i den såkaldte fødselsdagsartikel af 26. september 1972 (bilag F) og i socialrådgiver Tine Brylds rapport af december 1972 "Christiania et samfundseksperiment?" (bilag 301).
Det bestrides, at der på den foreløbige aftale kan støttes nogen generel forhandlingspligt, og at der iøvrigt er givet noget tilsagn derom. En sådan pligt kan heller ikke støttes på almindelige forvaltningsretlige prinpipper, omend partshøring nok er blevet mere og mere almindelig. Andet kan heller ikke indlægges i tidligere forsvarsminister Kjeld Olesens vidneforklaring om den foreløbige aftale. En tilsidesættelse af bestående høringsforskrifter medfører iøvrigt ikke uden videre ugyldighed.
Regeringsbeslutningen af 6. marts 1975 er gengivet i statsministerens redegørelse af 7. september 1976 (bilag V). Beslutningen om udskrivning af en idékonkurrence indeholder ikke noget løfte til Christiania. Beslutningen om at lade arealet forblive i forsvarsministeriets eje i 3 år forudsætter, et der efter forløbet af den tid træffes ny beslutning. Denne vedtagelse sætter en tidsmæssig ramme for den
