- 161 -
Den stedfundne bevisførelse har peget i retning af, at Christiania i den forløbne tid har udviklet samlivsformer, hvorunder også socialt, psykisk og fysisk vanskeligt stillede personer har kunnet udfolde sig og udvikle sig i positiv retning på en måde, der ikke har været dem mulig på egen hånd eller under hidtil anvendte behandlingsformer. Dette medfører imidlertid ikke, at retten er friere stillet ved sin vurdering af sagernes retlige problemer, end hvad der følger af sædvanlige principper for bevisbedømmelse og retsanvendelse.
Den retlige vurdering af sagerne findes at måtte foretages i lys af den kendsgerning, at bosættelsen i Christiania oprindelig skete gennem en ulovlig besiddelsestagen, som ejeren af arealet af praktiske grunde affandt sig med og søgte nærmere reguleret gennem forhandlinger, der førte til den foreløbige aftale af 31. maj 1972. Denne aftale kan hverken efter sin tilblivelse eller sit nærmere indhold betragtes som en lejekontrakt eller iøvrigt ligestilles med en sådan gensidig bebyrdende aftale.
Den i den føreløbige aftale af 31. maj 1972 omtalte forhandling om nedrivning og drøftelse af andre problemer mellem Christiania og myndighederne var et naturligt middel til yderligere normalisering, men der kan ikke deraf udledes nogen generel forhandlingspligt, hvis tilsidesættelse skulle kunne bevirke ugyldighed af dispositioner, som ikke er resultat af forudgående drøftelse med Christiania. Der er heller ikke grundlag for at antage, at der med den foreløbige aftale er tilsagt beboerne en fortsat brug, indtil anden anvendelse af arealet er blevet aktuel.
Udfaldet af mødet i kulturministeriet den 14. juni 1973 ændrer ikke forholdets ensidige karakter. Den omstændighed,
