- 165 -
Når det fra Christianias side endelig er gjort gældende, at der er sket misligholdelse af et meddelt tilsagn om at give Christiania status af et socialt eksperiment, stemmer dette med, at der på mødet den 14. juni 1973 blev givet Christiania tilsagn om, at der skulle søges givet bosættelsen karakter af et socialt eksperiment. Foreløbig bemærkes, at en misligholdelse i så henseende i hvert fald ikke kunne anfægte selve opsigelsen.
Der vil herefter, for så vidt angår spørgsmålet om Christianias rømning, være at give dom i overensstemmelse med forsvarsministeriets påstande.
Med hensyn til Christianias påstand 2) i sag nr. 443/1975 bemærkes, at tilsagnet om at søge givet bosættelsen i området karakter af socialt eksperiment ikke med føje af Christiania har kunnet opfattes som vedrørende et egentligt, videnskabeligt eksperiment med heraf følgende overvågning og registrering ved hjælp af særligt sagkyndige og en efterfølgende evaluering. Det har derimod måttet forstås som et tilsagn om at søge gennemført et eksperiment i mere gængs forstand, således at der blev givet plads for en fri, eksperimenterende livsform og åbnet mulighed for, at interesserede fagfolk i samarbejde med Christiania kunne gøre iagttagelser. Ud fra denne forståelse af tilsagnet foreligger der ikke nogen misligholdelse fra forsvarsministeriets side.
Specielt vedrørende påstand 2) a) bemærkes, at forsvarsministeriet hverken ved den foreløbige aftale af 31. maj 1972 eller på andet grundlag har påtaget sig en almindelig pligt overfor beboerne i Christiania til at istandsætte og vedlige-