Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 164 -

 Da forsvarsminister Orla Møllers udtalelser på mødet den 9. maj 1975 med repræsentanter for Christiania og i alt fald ministerens skrivelse af 30. september 1975 indeholdt en utvetydig og bestemt tilkendegivelse af, at forsvarsministeriet ønskede Christianias benyttelse af området bragt til ophør med udgangen af marts måned 1976, findes brugsretten med passende varsel at være opsagt pr. 1. april 1976.

 For så vidt det fra Christianias side er anført, at de planlægningsmæssige forudsætninger for opsigelsens afgivelse ikke har været til stede, bemærkes, at der ganske vist forelå en af kommunen vedtaget byplan, men at der endnu ikke var udarbejdet nogen bebyggelsesplan, og at det iøvrigt af forsvarsministerens redegørelse i folketinget den 19. februar 1976 fremgår, at den fysiske påbegyndelse af nybyggeri kræver yderligere en tidsperiode til detailprojektering. Ud fra en rent samfundsmæssig betragtning kunne det nok forekomme betænkeligt at nedlægge Christiania med den konsekvens, at arealet derefter i nogen tid kom til at henligge uudnyttet, men en vurdering heraf ligger udenfor domstolenes kompetence.

 Når det fra Christianias side yderligere er anført, at de socialpolitiske forudsætninger for en rømning af Christiania ikke har været til stedet bemærkes, at retten ikke heri finder noget grundlag for at tilsidesætte forsvarsministeriets opsigelse af brugsretten. Der består ikke for forsvarsministeriet nogen pligt til genhusning af Christianias beboere. Sagerne drejer sig om det principielle spørgsmål om brugsrettens ophør, og der kan først ved en eventuel tvangsfuldbyrdelse blive spørgsmål om den praktiske løsning af de sociale problemer, som er knyttet til en rømning af Christiania.