- 96 -
medvirken fra Christiania.
Socialministeriet finder ikke, at magistratens konklusion - at problemet ikke kan løses - er acceptabel; kommunen har pligt til at løse opgaverne.
Direktør, cand. jur. Ernst He1ge Larsen, har forklaret, at han i sin egenskab af direktør for Københavns børne-.og ungdomsværn fik føling med Christiania relativt kort efter, at fristaden havde manifesteret sig i efteråret 1971. Der kom et stadig stigende antal henvendelser fra forældre, hvis børn var løbet hjemmefra og formodedes at have taget ophold i Christiania. Man stod fra børneværnets side i begyndelsen ret famlende overfor problemet. Det blev grebet an efter traditionelle metoder; det vil sige forsøg på i samarbejde med politiet at finde barnet eller den unge under 18 år og bringe vedkommende tilbage til hjem eller institution ved politiets hjælp. Det var hovedsagelig Københavns politis 4. afdeling, der medvirkede, men også uropatruljen kom ind i billedet. Politiets tilstedeværelse kunne undertiden bringe gemytterne i kog i Christiania. Vidnet erindrer ingen aktiv modstand fra Christianias side. Man har forsøgt at gemme børn.
Et møde den 29. september 1972 hos vidnet (bilag 322) markerer et vendepunkt i udviklingen, idet man ophævede en tidligere afgørelse, som gik ud på overhovedet ikke at yde hjælp til personer med ophold i Christiania. Indtil september 1972 havde man ikke anerkendt Christiania som en officiel adresse, men det gjorde man nu. Nyordningen gik ud på at forsage at arbejde med de børn, der boede i Christiania. Man ville forsøge at motivere dem til at søge andre opholdssteder og meddelte dem, at man ikke ville bruge tvang for at få dem bort fra Christiania. Man accepterede,'at de blev i Christiania i
