182 Syvende Kapitel.
at hugge i Almenningsskovene indskrænket til eget Hus- behov, og Kongebud begyndte allerede nu at modarbejde, at Skovene bleve forhuggede. Denne Tanke træder tydelig frem i Kristian IV's Lovgivning.
Paa dette Punkt tog Enevælden fat med sine For- ordninger. Den maatte vistnok med velvilligt Øje se paa Trælastudførselen, der støttede sig til Savbru- gene, dels fordi der derved blev vundet store Indtægter for det norske Folk, dels ogsaa af Hensyn til de Af- gifter, som den opnaaede for sig selv. Men den mente dog ikke at kunne lade Tingene gaa, som de vilde. Det var af underordnet Betydning, at den for at sikre sig Tømmer til Master paa Flaaden forbeholdt sig, at Træer, der fældedes af en vis Størrelse, skulde føres til Kjø- benhavn. Vigtigere var det, at den mente at maatte afværge Skovenes Ødelæggelse. Den har flere Gange i de stærkeste Udtryk udmalet den hensynsløse Behandling, de vare Gjenstand for^). Der var utvivlsomt noget truende ved den Ubesindighed, med hvilken Bønderne, blot for bekvemt at tjene paa Tømmeret, raserede al større Skov nærmest ved deres G-aarde eller Vasdragene; ikke mindre ubetænksomt huggede de løs for at vinde Træ til Gjærder og Indhegninger, de ødelagde Træerne massevis for at faa Grangrene til Foder og ryddede efter en saare truende Maalestok Skovene for at saa Rug i det ved Asken gjødede Jordsmon. Den Tilladelse, de havde til i Almenningerne at hugge Brsgnde og Grene til Husbehov, misbrugte de ogsaa paa den groveste Maade. Endelig begyndte det Brændselsforbrug, der gik med til Bjergværkerne, paa sine Steder allerede at være føleligt for Træbestanden i Skovene; man var saaledes i Slutningen af 17de Aarhundrede bange for, at Skovene i Nærheden af Røraas skulde blive helt forhuggede ^).
Den Fare, der laa i alt dette, bragte Kristian V til gjentagne Gange at indskærpe Skovejerne ikke at hugge Skovene til Upligt ^^). Han søgte ogsaa at regulere Skovhugsten, for saavidt den stod i Forbindelse med
