201
Vejvæsen i Norge.
og Fisk, jo mere Regeringen ogsaa der oppe stillede sig det som Opgave at gribe ind med virksom Haand, hvor den kunde, desto stærkere maatte Trangen blive til et Vejnæt, der var bedre end de fra Fortiden nedarvede snævre, bugtede, ujævne Ride- eller Slædeveje med deres skrøbelige, tidt højst primitive Broer, der snoede sig langs Fjeldsiderne igjennem de vigtigste Dale eller paa sine Steder op over Højfjeldene. En Vej, der blev anlagt 1624 fra Kongsberg i Retningen af Hougsund ved Dramselven, synes at have været den første, der var bestemt til, at man skulde kunne kjøre med Vogn paa den. Efter nogle famlende Forsøg i den nærmest følgende Tid satte Enevælden større Kraft ind paa at faa Vejene forbedrede. Udnævnelsen af tvende Generalvejmestre, den ene for det nordenfjeldske, den anden for det søndenfjeldske Norge, vidner om, at den saa en vigtig Opgave liggende for sig; men den kom ogsaa her som i Danmark til at føle, hvor haardt det holdt at faa noget udrettet, naar den vilde hjælpe sig igjennem med at paalægge Landbefolkningen, ikke blot at vedligeholde de ældre Veje og Broer eller at udrede Løn til Vejembedsmændene, men ogsaa at anlægge nye Vejstykker. Der var derfor idelig Vaklen, dels i dette Vejvæsens Ledelse, dels i Opfattelsen af, hvor vidt man kunde naa med at anlægge nye Veje. Regeringen maatte opgive Tanken om saadanne Anlæg i større Stil, og de Fremskridt, der skete, bestod væsenlig i efterhaanden at forbedre de ældre Veje og Broer. Desuden bleve Vejene under Kristian V opmaalte i det søndenfjeldske og forsynede med Milepæle[1].
Hvor haardt det holdt at faa anlagt nogenlunde ordentlige Veje i Norge, derom vidner et saadant Træk som, at ved Udarbejdelsen af Kristian V's norske Lov alt blev udeladt, hvad der i den danske Lov vedrørte Vogne; det var, som om der i Norge ikke endnu kunde være Tale om at bruge dette Befordringsmiddel[2]. Kristian V maatte da ogsaa under sin Rejse der oppe 1685
