200
Ottende Kapitel.
tilbage imellem Kjøbenhavn og Hamburg; men der kunde ikke sendes Pakkepostgods til andre Byer end dem, som denne Post gik igjennem. Alle Byer, der laa udenfor denne Route, maatte altsaa søge selv at stille sig i Forbindelse med Poststationerne paa den, hvis de overhovedet ønskede at faa Pakker ad den Vej. Oppe i Norge førtes Brevene en Gang om Ugen ved ridende Postbønder fra Kristiania ad tre Hovedrouter, nemlig til Trondhjem, Bergen og Kristiansand. Ved Trondhjem standsede den regelmæssige Postforbindelse. Der var nok fastsat en Postindretning ved Nordlandene; men den havde ikke stort at sige, da Posten kun gik dertil 2—3 Gange om Aaret. Dette holdt sig, indtil det 1777 blev bestemt, at der skulde gaa Post fra Trondhjem til Nordlandene hver sjette Uge[1].
Der er næppe noget, hvor Modsætningen træder skarpere frem imellem Datidens og vore Forhold, imellem hvad man dengang kunde nøjes med og, hvad man i vor Tid kræver som en Nødvendighed, end ved Samfærselsmidlerne og navnlig Postvæsenet. Den, der tænker paa, hvilken centraliseret Styrelse den dansk-norske Regering vilde gjennemføre i sine vidt udstrakte Lande, har ondt ved at forstaa, at den kunde forene slige Planer med en Postforbindelse, der forekommer os saa usigelig fattig. Og dog var det et umaadeligt Fremskridt, der skete ved Ordningen af 1694, det var saa stort, at man med forskjellige mindre Ændringer og Tilføjelser[2] kunde blive staaende derved, saa længe Danmark og Norge vare forenede, og at den ogsaa bag efter kunde holde sig i Danmark indtil 1829.
Det ligger i Sagen selv, at det paa Grund af Norges Udstrækning og Fjeldnatur var langt vanskeligere at anlægge Veje der end i Danmark og Hertugdømmerne. Men jo stærkere Landet materielt udviklede sig ved Anlæg af Bjergværker og ved Handelen med Trælast
