208 Niende Kapitel
I god Overensstemmelse med Monopolets Aand sty- rede Regeringen i længere Tid for fulde Sejl frem paa Merkantilsystemets Bane. De Grundsætninger, der i saa Henseende allerede vare traadte frem i Toldforordningen af 1651, bredte sig mere og mere i Enevældens Told- forordnipger af 1672 og 1683, særlig den sidste, der vrimler med Udførsels- og Indførselsforbud. Udstedt samme Aar som Danske Lov og Forordningen om ens Maal og Vægt, indtager den en mærkelig Plads i Bækken af Enevældens Anordninger. Den er den klare Gjenuem- førelse af den Grundsætning, der er udtalt i den et Far Maaneder yngre Manufakturforordning af 12. Juni 1683, hvori det hedder, at Kongen „eragter det mærkelig at kunne være til Vores kjære og tro Undersaatters Gavn og Bedste, at adskillige Vare her i Landet blev gjort, som nu med stor Bekostning fra andre Stæder bliver indført, hvorved da Landets Buevarer blev* til Nytte anvendt, Kjøbmændene og Haandværkers Forlæggere nød selv Profiten og Gavnet deraf. De Vare, som nu fra udenlandske Stæder med stor Bekostning føres, kunde med mindre Omkostning og bedre her haves, Landsens Vare her i Eiget fortæres og mange Haand- værksfolk vinde deres Brød"'^).
Ifølge denne Toldforordning maatte man ikke udføre saadanne Varer som uforarbejdet Guld og Sølv, ej heller Guld- og Sølvmønt, gammelt Kobber, Hopper og He- steføl, Græsøxen, Køer og Faar, forskjellige Sorter Træ og Gavntømmer samt Hamp, raa Huder, Uld o. s. v.; paa den anden Side maatte man ikke indføre Silketøj, Possementmagerarbejde. Isenkram- og Jærnvarer, Staal, Kobber, Messing og Blik, tilberedte Huder, Skind, Læder, Korduan, nye Klæder, Hatte, Klæde, forskjellige Slags Haandværksarbejde, de fleste Kornsorter samt Mel og Gryn, tørret eller saltet Kjød og Fisk, Hør, Hamp, Blaar, samt „gement Lærred, som her kan forarbejdes^^)". Der var naturligvis fastsat Straffe for dem, der forbrød sig herimod, og enhver Fabrikant, der tilvirkede en
