Det udprægede fieskyttelsesvæsen. 209
eller anden af de Varer, som det var forbudt at indføre, havde endog Bet til at lade anstille Undersøgelser, hvor han havde Grund til at tro, at der kunde findes ind- smuglede Varer af den Slags. Hv(|.d han traf paa ved sine Undersøgelser, maatte han borttage, for saavidt det ikke var stemplet. En kort Tid skete der en lille Sving- ning i denne Industripolitik, idet en ny Toldforordning (1691) hævede samtlige Indførsels- og Udførselsforbud; men dette varede ilcke mange Aar. I det mindste efter 1715 begyndte Indførselsforbudene igjen med stigende Styrke 12).
Begeringens Iver for at opelske indenlandsk Vind- skibelighed viste sig paa den mest iøjnefaldende Maade ved Silkefabrikationen. Man vilde her hjemme som i andre Lande efterligne det storartede Exempel, Frankrig havde givet paa denne Industrigrens Udvikling. Det skræmmede ikke, at Kristian IV's Forsøg i den Betning vare slaaede aldeles fejl, og det allerede inden den ulyk- kelige Del af hans Styrelsestid begyndte, ej heller at Landet var uskikket til. at Silkeorme kunde trives. Be- geringen havde dog ligesaa sangvinske Forhaabninger, som man havde i Sverige og i nordtyske Lande. Den nøjedes ikke med at faa oprettet et paa flere Maader stærkt begunstiget „Silkemanufaktur" i Kjøben- havn, men greb endog til en Bække Tvangsforholdsregler for at holde Fabrikationen oppe. Under Straf af ikke mindre end 200 Bigsdaler til Angiveren og ligesaa mange henholdsvis til Kvæsthuset og til Kristianshavns Kirke (o: Frelsers Kirke), forbød Kristian V, at nogen i Kjøbenhavn maatte bære nye Dragter af andre Silke- stoffer end dem, der bleve tilvirkede i selve Staden. De, der forhandlede udenlandske Silketøjer, skulde endog udrede en Bøde, der var to og en halv G-ang større, og desuden tiltales for Majestætsforbrydelse. Ligesom Kongen selv klædte sig i en Dragt af dansk Fabrikat, saaledes bød han særlig dem, der kom til Hoffet, at de under 500 Bdlr. Straf og videre Tiltale skulde tage det
Banmark-Norge 1660—1720. 14
