210 Niende Kapitel
Silketøj, de brugte til nye Klæder, fra Silkemanufaktiiret i Kjøbenhavn. Overkrigssekretæren (o: Krigsministeren) fik Befaling til at paalægge alle Oberster, at de „baade selv og deres underbavende Officerer^ skulde bruge de her fabrikerede Silkestoffer. Saalænge til man naaede saavidt, at Silkemanufakturer kunde blive oprettede paa andre Steder i Kongens Riger og Lande end i Kjøben- hayn, skulde alle, der nogensteds indenfor Statens Grænser handlede med Silketøj, være forpligtede til at tage saadanne Yarer fra Manufakturværket i Kjøbenhavn. Enhver Kræmmer eller Kjøbmand her maatte aflægge Ed paa, at han ikke havde handlet eller vilde handle med andre Silkestoffer end dem, der vare stemplede med Silkemanufakturets Stempel.
Ja, Iveren gik saa vidt, at skjønt Enevælden ellers plejede at ville alt til Livs, der lignede Luxus i Klæde- dragt, tillod den dog, først at enhver med Undtagelse af „gemene Tjenestefolk", siden , at alle uden Und- tagelse maatte bære Silkestoffer, der vare fabrikerede her i Landet. Det var ikke langt fra, at Begeringen opfattede det som et Bevis paa Loyalitet, at man gik med saadanne Silketøjer. Desto mere harmedes den over at se sine Befalinger i saa Henseende idelig over- traadte, og i den ene Forordning efter den anden lagde den al mulig Opfindsomhed for Dagen for at kunne ramme dem, som havde Frækhed nok til at gaa med udenlandske Silketøjer. Hver ottende Dag skulde Po- litimesteren i Kjøbenhavn lade „inkvirere" hos Skræd- derne i Staden om, hvilke Silkestoffer de gjorde Klæder af^^), og Skrædderne skulde være forpligtede til „ved deres korporlige Ed" at forklare, „hvad fremmede Silke- stoffer de udi dette Aar kan have gjort i Klæder, og for hvem det haver været, saa og ellers, hvad dé deraf herefter faar under Hænder at arbejde**. Direktørerne for Silkemanufakturet fik endog Ret til at sende Folk ud til Stæderne omkring i Danmark og Norge for at konfiskere, hvad de fandt af fremmede Silkestoffer, og
