Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/231

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


Regeringens Iver for Silkemanufakturer. 211

der blev ligesaa godt alkrævet Kjøbmænd udenfor Kjø- benhavn som i deane By Ed paa, at de ikke vilde handle med fremmede Silketøjer, men forsyne sig fra Manufakturet i Hovedstaden. Da dette privilegerede Silkemanufakturkompagni trods al Hjælp gik over Styr, søgte Begeringen ved ganske lignende Midler at værne om de Vævere, der som et eget Lav fortsatte Silkeindu- strien i Kjøbenhavn ^*). Frederik IV gav Interessen for at holde disse Væverier oppe et ejendommeligt Udtryk ved at forbyde, at nogen Silkevæversvend enten i Freds- eller i Krigstid maatte hverves til Soldat^*). Men det synes dog, som om Regeringen nu holdt det for vigtigere at faa Uldmanufakturer i Gang, hvad der ogsaa utvivl- somt var mere Mening i. Det blev paa Styrelsens højeste Trin nøje drøftet, hvorledes man ved alskens kunstige Midler kunde drive dem frem, og det var kun Frygten for altfor meget at støde Hollænderne for Ho- vedet, der forhindrede fra at forbyde Indførselen af uldne Varer. Regeringen blev, da det kom til Stykket, staaende ved forskjellige personlige Begunstigelser og Frihed for Indførselstold af de nødvendige Maskiner, Redskaber og Raaæmner*).


Allevegne, hvor der i 16de og 17de Aarhundrede var blevet arbejdet paa at fremme Vindskibelighed og Handel, havde det gjældt for et ypperligt Middel dertil at tilkalde flinke og sagkyndige Udlændinger, der kunde


  • ) Protokol over Kommissioner udi Raadhuset for Kjøbenhavns

Slot Nr. 4, 6. December 1697. Kommissionen indstiller iblandt andet efter Jens Juels Forslag, at Kongen skulde paabyde en Dragt af uldne Tøjer, som enhver skulde bære , der kom til HofiFet, og at Skrædderne til de kongelige Betjente og deres Folk kun maatte forfærdige saadanne uldne Klæder, som vare fabrikerede her i Landet o. s. v.

14*