214 Niende Kapitel
nesker, og det kan ikke med god Raison nægtes, at Religionens frie Øvelse jo er et kraftigt Middel til sligt at tilyejebringe^ ^^). Der kunde trækkes vidt gaaende Konsekvenser af en saadan Sætning, og selv om adskil- lige af StatskoUegiets Medlemmer vare bange for at gjøre dette, enedes dog alle i dette Kollegium 1672 om at foreslaa, at der skulde gjøres Indrømmelser i re- ligiøs Henseende for at formaa Fremmede til at dytte ind. Uheldigvis led dette Forslag Skibbrud paa den Modstand, der blev gjort derimod fra statskirkelig Side. Da Kongen lod Sagen gaa til den sjællandske Biskop Vandals Erklæring, bragte han den til at falde ved skarpe Modforestillinger^®), idet han bittert hentydede til, at Kongen stod under Indflydelse af Møand, „som var at ønske, at de kun var halve, men maaske er hele Atheister, som dømme saa ringe om Gud og hans Ord". Den Tanke ligger nær, at Vandal herved har sigtet til Griffenfeldt, der dengang vitterlig havde langt mere at sige hos Kristian V end nogen anden«
Saa hvilede Sagen, indtil den skaanske Krig var endt og samtidig de franske Huguenotters Trængsler naaede en større Højde end nogensinde. Da indgav nogle af disse, der vare flygtede hjemme fra, et Andra- gende om at maatte flnde Ly i Kong Kristians Lande, og deres Attraa gik ikke videre end til at faa fri Reli- gionsøvelse paa enkelte Steder. Dronning Charlotte Amalie, som selv var reformert, førte naturligvis varmt Ordet for sine nødlidende Trosfæller, hun, som endog havde den Plan, ved det Frøkenkloster, hun ønskede at indrette paa Vemmetofte, at lade den ene Tredjedel af Pladserne tilfalde Reformerte ^^). Men da Kristian V sendte Huguenotternes Andragende til Erklæring af den daværende sjællandske Biskop Hans Bagger samt to andre danske Biskopper tillige med Biskoppen i £ri- stiania, væltede den Modstand, det her mødte, det over Ende. Lysten hos Regeringen til at fremme Industrien var imidlertid for stærk til, at det statskirkelige Hensyn stadig
