Spring til indhold

Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/233

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Den industrielle Interesse og Statskirkesystemet. 213

Brandenburg kom til i rigt Maal at nyde godt af de flittige og nøjsomme hnguenottiske Håandværkeres Op- tagelse. Det syntes derfor indbydende at kappes med Regeringerne i disse Lande om at aabne dem et gjæst- mildt Ly. Men i Vejen stod den religiøse Intolerance, den saa stærkt herskende Opfattelse, at Troens Enhed var nødvendig for Folkets Vel og, at det var Herskerens første Pligt at opretholde den. Ifølge Datidens Spæn- ding imellem lutherske og reformerte Theologer syntes paa adskillige Steder endog Lutheranere og Eeformerte ligesaa lidt at kunne være hverandres Medborgere, som Protestanter og Katholiker kunde være det.

Det kom under disse Forhold til en ret mærkelig Brydning her hjemme imellem de modsatte Synsmaader, imellem Tanken om, hvad Statens materielle Tarv kræ- vede, og den statskirkelige Interesse. Der var i Kri- stian V's første Regeringsaar en tydelig Lyst hos de vigtigste Embedsmænd til at lade det første Hensyn faa Overhaand. Ligesom Forfatteren til „Fyrstelig Tanke- ring" anbefalede Kongen — om end med en vis For- sigtighed — at indføre Religionsfrihed, da det vilde kunne virke til Rigets Opkomst, saaledes gjorde lignende Tendenser sig gjældende i flere af de høje Kollegier.

Allerede 1657 var der givet de for deres Velstand og Dygtighed ansete portugisiske Jøder Tilladelse til at drive Handel indenfor Statens Grænser, og dette blev stadfæstet kort Tid efter Kristian V*s Tronbestigelse. Desuden var der i Gltickstadt og Altona indrømmet større eller mindre Religionsfrihed for at bringe Opsving i disse Byer. Men i en videre Udstrækning blev Spørgsmaalet om fri Religionsøvelse 1671 og 1672 drøftet af Kommercekollegiet og StatskoUegiet, og det netop af Hensyn til Handelens og Industriens Interesser. Stats- kollegiet udtalte ved denne Lejlighed en Sætning, som Kongen en Del Aar senere skulde gjøre til sin, nemlig; «Det fornemste og fast eneste Fundament til et Riges timelige Flor og Velstand bestaar i Mængden af Men-