Store Regeringsopgaver 1661. 5
Dag under de sidste forfærdelige Aar, skulde Staten vinde Kraft i det indre og sættes i Stand til at hævde sin Selvstændighed udadtil, maatte næsten et helt Omdannelsesværk finde Sted paa mange Omraader. Dette skulde oven i Kjøbet ske paa et Tidspunkt, da Staten ved at tabe nogle af sine værdifuldeste Provinser havde lidt en Amputation, der i stærkeste Grad tog paa dens Kræfter, og da den var kommen i en ugunstigere Stilling end nogensinde til sin overmægtige Nabo, Sverige.
Disse kolossale Opgaver paatog Kongemagten ved Souverænetetens Indførelse 1660 og 1661 sig at løse alene uden den ringeste Medvirken fra Folkets Side, ja, Frederik III ikke blot paatog sig dem; men han attraaede endog at blive den, der kom til at bære Ansvaret for alt. Den formelle Ret, som Rigsdagen 1660 havde givet ham til at fastsætte Statens Forfatning, brugte han til at indføre den videst gaaende Enevælde, som den civiliserede Del af Europa kjendte. Hovedsætningen i Kongeloven var, at Danmarks og Norges Enevoldskonge skal holdes og agtes for „det ypperste og højeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der intet andet Hoved og ingen anden Dommer kjender over sig enten i gejstlige eller verdslige Sager uden Gud alene“. Udgaaende fra denne Sætning hjemlede den Kongen den uindskrænkede Myndighed paa alle Omraader.
Saaledes som den enevældige Kongemagt i Almindelighed opfattedes i Europa, vilde der ved Siden af den kunne tænkes en Slags Repræsentation af Folket ved en Stænderforsamling. Landstænder ere forekomne i tyske Stater med en stærk Kongemagt, i Sverige vedblev Rigsdagen at bestaa under Karl XI’s Enevælde, Frankrig beholdt stedse i en Del af sine Landskaber Provinsialstænder, ogsaa under Ludvig XIV og Ludvig XV. Endnu da Frederik III 24. Juni 1661 udstedte Privilegier for Kjøbenhavn, taltes der i dem om, at Byen skulde være og blive baade en fri Rigs-
