6 Første Kapitel.
stad og en fri Rigens Stand, og Kongen angav, hvilken Ret den skulde have, naar han „godt befandt Stænderne at sammenkalde“. Men, hvad enten dette ikke har været alvorlig ment, eller han efterhaanden har tabt Lysten til at sammenkalde en Stænderforsamling, skete det aldrig. Hen imod Slutningen af hans Regering bragte Tanken om, hvorledes han bedst kunde sikre Enevælden, ham til at æske den dengang berømte tyske Filosof og Jurist Conrings Mening derom. Hovedpunktet i dennes Svar var, at Kongen i Ting, som kunde tjene til Statens Opkomst, skulde indhente Undersaatternes „Sentimens“; derved vilde han baade opnaa Kundskab om meget, som „partikulære Embedsmænd“ vilde søge at dølge for ham, og fremfor alt vilde han aa den Maade vinde Undersaatternes Hengivenhed. Slige Stænderforsamlinger skulde han lade træde sammen hver i sit Distrikt i Riget og derved „fornemme deres Besværinger og Andragender aparte“[1]. Saaledes blev den første Enevoldskonge opfordret til at indføre en Institution, der paafaldende minder om de Provinsialstænder, i hvilke Enevælden først henved 170 Aar senere i sine sidste 13 Leveaar skulde søge en Støtte. Men Conrings Raad fandt ikke Bifald hos Frederik III. Maaske frygtede han for Modstand fra Adelens Side, naar den fik Lejlighed til at udtale sig i en Stænderforsamling, maaske havde han Enevælden saa kjær, at han ikke kunde tænke sig at lægge den mindste Smule politisk Indflydelse udenfor Kongemagten. Det samme Standpunkt stod Sønnen Kristian V paa; han har endog i sine Testamenter ligefrem erklæret Stænder eller jura statuum for incompatible med en kongelig souveræn Regering, og han advarede sine Efterfølgere paa Tronen imod at holde „nogen Comitia eller Rigsdag, thi det strider imod den kongelige souveræne Autoritet“[2].
Til Trods for alle de Vanskeligheder, som en samvittighedsfuld Styrelse i en saa svær Tid maatte volde, saa disse Enevoldskonger paa deres udstrakte Konge-
