Enevældens Tillokkelse. 7
magt som „et kostbart og uskatteligt Klenodie,“ de og deres Efterfølgere til evig Tid burde søge at opretholde. I den Grad veg Tanken om den tunge Byrde, en Enevælde lagde paa Fyrsten, tilbage for den tillokkende Glans, som den uindskrænkede Herskermagt havde efter Datidens Synsmaade. Men unægtelig var det ogsaa en almindelig Opfattelse i hin Tid rundt omkring i Europa, at en stærk Fyrstemyndighed var det bedste Middel til at skabe fast Styrelse og lovlig Orden i en Stat. De sørgelige Resultater af Fortidens Regering i den dansk-norske Stat og den ikke mindre sørgelige Kjendsgjerning, at der var en dyb Kløft imellem Adel og lavere Stænder, lagde det særlig her i Landet nær at opfatte det som nødvendigt at samle Magten paa Kongens Haand, og saaledes kunde Enevoldskongerne vugge sig i den tilfredsstillende Forestilling, at den Magt, der for dem selv var et „uskatteligt Klenodie“, tillige bedre end nogen anden Statsforfatning baade kunde sikre Staten udadtil[1] og bringe Land og Rige i en lykkelig Tilstand. De kunde mene, at de opfyldte det Tilsagn, som Frederik III paa Arvehyldingsdagen d. 18. Oktober 1660 ved Kansleren Peter Reedtz gav Rigsdagen i Kjøbenhavn, at han „vilde lade oprette og forfærdige saadan en Regeringsform og Maade, at alle Hans kongelige Majestæts Arveundersaatter i disse Riger skulle hos Hs. kgl. Majestæts Arvinger og Efterkommere have en kristelig og mild Regering at forvente og derpaa fuldkommeligen være forsikrede.“
Ingen kan se ind i Frederik III’s Hjærte, om han
- ↑ Dette betones paa en karakteristisk Maade i Frederik IV’s Instrux af 1700 for Medlemmerne af Konseljet. Han kalder her den souveræne Arveregering det højeste Klenodie, der og næst Gud er den eneste og bedste Styrke imod Farer, der kunne true fra Nabostaters fremvoxende Magt Gaspari: Urkunden und Materialien (1786) I, 31—32; Riegels: Udkast til Fierde Friderichs Historie (Kjøbenhavn 1795) 1, 203.
