Tvangsbestemmelser. 233
Fabrikkers Varer, der „af Os nogle Beneficia nyder", og baade at sørge for, at Varerne vare gode, og at den Vinding, Fabrikanterne havde paa dem, ikke blev for bøj. Han lod endog indrette en egen saakaldet Halle, hvor alt Klæde og uldent Gods, der tilvirkedes, skulde prøves ^^). Et Interessentskab, som fik Tilladelse til at anlægge et Sæbesyderi i Kjøbenhavn, maatte kun bruge Olie og Tran, der var tilvirket i Landet selv, og det var forbudt det at tage mere end fem Slettedaler for en Fjerding god Oliesæbe eller over tretten Mark Dansk for en Fjerding Transæbe; ogsaa skulde en af Magistraten udnævnt „Kørmester" undersøge den Sæbe, som In- teressentskabet fabrikerede'*'); Ikke mindre sattes det Salt under Kontrol, som Kommercedirektøren Jørgen Thor- møhlen fik Eneret paa at tilvirke ^'^). Det var et lignende Tvangsprincip, der for Skibsfartens Vedkommende bragte Regeringen til f. Ex. at. befale, at Defensionsskibene kun maatte losse deres Varer i visse Havne i Kongens Stater, og til at byde, at alle Skibe, der tilhørte Kongens Undersaatter og sejlede paa fremmede Stæder, skulde være forpligtede til en Gang om Aaret at losse eller lade i Kongens Riger og Lande ^®).
I sin Iver for, at alt kunde gaa rigtig til ved den Handel og Industri, som nød godt af Privilegier, greb Regeringen endog ind i Kompagniernes og Interessent- skabernes indre Styrelse og fastsatte, hvad man synes, maatte være vedkommende Direktions egen Sag. Hvor paafaldende ser det ikke ud^ naar den foreskrev det grønlandske Kompagni, at „Mandskabet med største Flid og Villighed skal skjære Hvalfiskespækket i de mindste Stykker muligt er^, at ingen maatte smøge Tobak i Skibene uden paa det Sted, Kommandørerne anvise, at Spisningen paa Eejserne skulde ske efter den Taxt, som Kongen selv havde anordnet paa sine Skibe ^^j.
Saa stærkt som Bjergværksdriften kom til at gribe
•) Om Fastsættelsen af Prisen paa Salt afHensyn til Fiskerierne se ovenfor S. 230.
