234 Tiende Kapitel.
ind i den Befolknings Forhold, der boede i Nærheden af det enkelte Værk, var det i og for sig naturligt, ikke blot at Bjergværker slet ikke maatte drives uden Bevilling, men ogsaa at Privilegierne for nye Bjergværker indeholdt en Mængde i det enkelte gaaende Bestemmelser og For- skrifter, og at der udøvedes et overordnet Tilsyn af en Stats- myndighed, det saakaldte Oberbergament. Det laa og- saa af den Grrund nær for Begeriugen at gribe ind, da der paa sine Steder fandt en Mængde Kjævlerier Sted, snart imellem dem, der i Fællesskab ejede et Bjerg- værk, de saakaldte Participanter, snart imellem dem og Arbejderne. JSaaledes ved Børaas Kobberværk*). Netop her kom da ogsaa Tilsynet fra oven til at gaa saa vidt, at f. Ex. Participanterne mistede Bet til at udnævne Direktører eller de ved Værket nødvendige Be- tjente, de kunde kun gjøre Indstilling derom til Berg- amtet. Det var ligeledes dette, som gav Betjentene deres Instruxer, om end Participanterne havde Myndig- hed til at foretage saadanne Ændringer i Instruxerne, som de mente, at Værkets Tarv gjorde nødvendige. Ikke mindre var det foreskrevet, hvorledes Værkets Forsyning med Levnetsmidler skulde gaa for sig, det var Berg- amtets Sag efter Direktionens Forslag at fastsætte Tax- ten, hvorefter Provianten blev beregnet for Arbejderne o. s. V. ^^). Det hele gjør langt mere Indtryk af, at man her havde at gjøre med en Statsanstalt end med et privat Foretagende.
Paa den mest udprægede Maade traadte Ke- geringens Indgriben i Ordningen af Handel og Nærings-
- ) Der blev endog som en Følge deraf digtet følgende Distichon:
Jurgia fundarunt, flrmarunt, consolidarunt, Rørosiam, flnem jurgia dira daJbunt
(d. V. s. Røraas i Tvedragt blev til, i Tvedragt det voxed og
blomstred, Ende paa Værket engang Tvedragt skal gjøre
forvist).
(L. Daae: Norske Bygdesagn. Første Samling. Anden
Udgave. Christiania 1881. S. 209).
