235
Ordning af Handel paa Nordlandene.
veje frem ved visse fjæme Dele af Staten, hvor Natur- forholdene gjorde Omsætningen særlig vanskelig, og hvor der kunde være Frygt for, at Befolkningen ikke vilde faa de Varer, den behøvede i forskjellige Retninger, med mindre alt ordnedes oven fra.
Man møder dette allerede ved det paa Grund af sine Fiskerier overordentlig vigtige, vidt strakte norske Landskab Nordlandene. Overenstemmende med, hvad der var gaaet i Arv fra tidligere Tid, havde Bergens og Trondhjems Kjøbmænd faaet Eneret til at handle med Befolkningen deroppe, afkjøbe den dens tørrede Fisk og sælge den de Varer, den trængte til.
Det var et vigtigt Privilegium, de tvende Byers Kjøbmænd her havde faaet; men de kunde ingen- lunde drive denne Handel, som de vilde. Regerin- gen greb af Hensyn til den nordlandske Befolknings Tarv stærkt ind i den. Saaledes bød Kristian V, at ingen Kjøbmand maatte sejle til Nordlandene uden at medføre 10 Læster Rug, Byg, Mel og Malt samt andre Varer, der vare tjenlige til Føde eller til Klæde, ingen maatte sejle til noget Fiskevær med 01, Tobak og Brænde- vin. Tolv Aar senere blev der til „adskillige Misbrugs Afskaffelse^ paabudt Indretningen af saakaldte Kræm- merlejer, som Amtmanden skulde „forsyne med ædru, bekvemme og skikkelige Mænd^. Disse vare Fuldmæg- tige for Kjøbmændene i Bergen og Trondhjem, og til hvert Kræmmerleje var lagt et bestemt Distrikt som dets særegne Handelsomraade ; men den Handel, som her førtes, blev nøje reguleret og stod under særligt Tilsyn af Bondelensmanden ligesom under Amtmandens Over- tilsyn. Befolkningen skulde derved være sikret imod Op- trækkeri21).
Langt større Vanskelighed kostede det dog Enevæl- den at faa organiseret Handelen i den nordligste Del af Norge, det tyndt befolkede Finmarken, hvor oven i Kjøbet en Del af Befolkningen bestod af de endnu saa godt som hedenske Lapper. Regeringen kunde længe
