Ordning af Handelen paa Finmarken. 237
vedblive at have Handelen i Forpagtning, eller den skulde gives fri. Denne Kommission gav i rigt Maal Oplysninger om, hvilke Plager de bergensiske Kjøbmænds Egennytte voldte Finmarkens Befblkning. Da Eegeringen derfor 1687 overdrog Handelen til alle og enhver af Bergens Indbyggere, der kunde have Lyst dertil, søgte den bedre end tidligere at sikre Be- folkningen i Finmarken imod Undertrykkelse. Landet fik nu atter sin egen Amtmand, og det paalagdes ham at holde skarpt Øje med den Behandling, som Bønder, Fiskere og Jægere vare Gjenstand for fra Kjøbmændenes Side **). Men samtidig vilde Regeringen tvinge Fiskerne til at være ivrige ved deres Grjerning. „Skulde no- gen^, hedder det i Kongebudet, „findes saa uflittige, at de tvende Gange for Ladhed blive strafiPede, skal dennem ikke mere til Føde forstrækkes, end de med en Tjener for det første halve Aar behøver, men for det andet halve Aar bør saadanne at betale rede for rede efter den dennem forfattede Taxt".
Da heller ikke nu Forholdene stillede sig heldig^ blev Finmarken 4 Aar senere (1691) delt i 7 Handels- distrikter, saaledes at et eller flere af disse bleve over- dragne til enkelte bestemte Mænd i Bergen. Men denne Ordning holdt sig ikke længere end til 1698, da Hande- len blev overladt til tre bergensiske Kjøbmænd. Hvor utilfredsstillende imidlertid dette var, saa Regeringen snart. Frederik IV udtalte i en skarp Skrivelse til Bergen, at Finmarkens Beboere skulde „være geraadne i aller største Calamité og Elendighed. Samtidig toges Handelsforholdene der oppe under Overvejelse af en Kommission, og driftige Kjøbmænd i Gltickstadt gjorde Forsøg paa at faa Handelen i deres Hænder. Men en af de kjøbenhavnske Kjøbmænd, som havde Sæde i Kommissionen, udtalte træffende, at det vilde være det samme som at lade Hamburg faa Handelen, og Regerin- gen var enig i, hvad der blev udtalt af et Kommissions- medlem, der nøje kj endte de norske Forhold, at Bergen
