262 Ellevte Kapitel.
at hjælpe. Den ene Gang efter den anden rettes Op- fordringer til Kongerne om at danne nye Lav'^), men dog endnu tiere om at støtte dem , der allerede vare stiftede. Der var nemlig ikke Ende paa det Kjævl, hvortil Næringsforholdene gave Anledning. Opdraget som man var til at se sig gjærdet ved Privilegiet i Ud- øvelsen af sin Haandtering, og tillige tidt og mange Grange trykket ved daarlig Afsætning/ spejdede man med skinsygt Øje til alle Sider, om der ikke var nogen, som uden at have Ret dertil solgte de Varer, man selv skulde leve af at sælge, ja maaske endog solgte dem billigere og derved trak Afsætningen til sig. At det bedste Værn i Virkeligheden var, selv at arbejde flittig og at nøjes med en beskeden Fortjeneste, faldt ingen ind, nej. man vendte sig til Statsmagten. Det ene Nødraab efter det andet lød til den fra Handelskorporationer og Lav om, at den endelig maatte byde Folk at tage deres Varer hos dem, og at den ogsaa endelig maatte slaa løs paa dem, som dristede sig til at underbyde dem, snartuden- bys Folk, der ikke havde Lov til at handle i deres By, snart „Fuskere og Bønhaser**, som mere eller mindre hemmelig syede Sko og Klæder for Folk eller gjorde andet Haandværk og solgte deres Arbejde billigere, end Lavsmestrene saa sig i Stand til, snart endelig Mænd eller Kvinder, der i en eller anden Stilling havde været knyttede til Hæren og derfor troede sig berettigede til at konkurrere med dem. Harmeligt fandt de det ogsaa at være, naar Mænd af høj Stand havde Haandværkere iblandt deres egne Tjenestefolk og brugte dem til at sy deres Klæder, gjøre Snedkerarbejde o. s. v. Lykkedes det dem selv undertiden at faa fat paa Bønhaseme eller de andre ubehagelige Konkurrenter, og de vilde have dem straffede, saa havde de oven i Kjøbet, efter hvad de paastod, den Tort, at Malefikanteme tidt bleve tagne i Forsvar af Byens Borgere, det var dem ikke muligt at faa Ret over dem. Naturligvis gjorde Statsmagten som oftest, hvad den kunde, for at holde paa de
