Regeringen og Datidens Lavsaand. 263
kjære Lav. Den gav dem endog Tilladelse til selv „at jage efter Bønhaserne"; men sædvanlig har formo- dentlig Politiet været med ved den Slags Jagter og de med dem i Forbindelse staaende Husundersøgelser^^).
Undertiden holdt Enevælden dog bestemt igj en imod Lavsinteressen, især naar denne var rettet imod Mænd eller Kvinder, der vare knyttede til Hær og Plaade^®). Den tillod saaledes Bøssemagere, Sadelmagere, Sværd- fegere og „Grovsmede, som forstaa Artzeneien", samt nogle andre Klasser Haandværkere , der tidligere havde hørt til Armeens B;egimenter, at nedsætte sig i Kjøb- stæderne. Her var Grunden den, at Militæretaten tidt kunde trænge til et eller andet Arbejde, som den ellers maaske slet ikke kunde faa gjort. Derimod var det hu- mane Hensyn, der bragte Kristian V til efter den skaan- ske Krigs Ophør i Almindelighed at tillade enroUerede Søfolk at nedsætte sig, hvor de vilde, de skulde davære fri for alle borgerlige Ombud samt Tynge og Paalæg, selv om de drev en eller anden liden borgerlig Næring. Nogle Aar senere tillod han i Kjøbenhavn tvært imod Lavenes jBnsker, at Arbejderne ved Sø- og Tøjhus- etaten saavel som de ved Holmen og Marinerne samt andre fattige Mænd og Kvinder af samme Klasse maatte ernære sig ved deres Hænders Gjerning, naar de blot ikke holdt Svende, Drenge eller Piger. Paa en lignende Maade blev det under den store nordiske Krig, nærmest af Hensyn til afskedigede Soldater, tilladt Mænd i Kjø- benhavn udenfor Lavene , dog ikke mere end en eller to ved hvert Haandværk, at arbejde som Primestre med Ret til hver at holde en Svend, men uden at de maatte have Drenge. Det var henimod Slutningen af den samme Krig almindeligt, at forhen værende Soldater og Matro- ser fik en Haandsrækning, idet det blev tilladt dem at drive Haandværk, om end uden Ret til at holde Svend*^).
Ogsaa paa andre Maader bevilgede Regeringen undertiden Fritagelse fra Lavstvangen*^); men det bliver desuagtet et stærkt Indtryk, man faar af, at Korpora-
