Ordning af visse Lavs Produktion. 267
senere blev den atter optaget (1723). Man skulde tro, at en saadan Regulering maatte være meget imod Bryggernes eget Ønske, da den hindrede den driftige fra at arbejde sig frem; men de Industridrivende vare i den Grad vante til blot at kunne føle sig tilfredse ved, hvad der var tilsikret dem, at Bryggerne ivrig øn- skede „Omgangen" tilbage, efter at 3en var ophævet. En Del af Kancelliets Medlemmer udtalte i Anledning heraf meget forstandig, at „Bryggerhandelen maatte an- ses for en Kommerce, hvorved enhver gjorde sit bedste, hvad enten de vare faa eller mange. Om nogle af Bryggerne ogsaa af Mangel for Næring endelig maatte gaa under, var venteHgt, at andre kom op i deres Sted igjen"*^). Denne Opfattelse fandt Kongens Billigelse.
Det var ogsaa en Ytring af den idelig tilbage vendende Iver for at fordele Indtægten ligelig imellem det enkelte Lavs Medlemmer, naar Regeringen fastsatte, at hver Kandestøber i Kjøbenhavn skulde have sin Uge, i hvilken han alene havdeRet til at udleje Tinsager ^^). Menindtægten skulde ikke alene være nogenlunde ligelig, den burde tillige være rimelig stor. Derfor blev det jævnlig fast- sat, hvor mange der maatte give sig af med en eller an- den Gjeming eller være Medlemmer af samme Lav. Allerede før Enevældens Tid havde det været godt kj endt, at Lavene vare sluttede, med andre Ord, at de kun talte et bestemt Tal Medlemmer. I de første Aar efter 1660 var der vistnok en Opfattelse i Regeringskredsene af, atder klæ- bede „allehaande Inkonvenienser og Misbrug ved disse slut- tede Lav" , og Kristian V viste flere Gange Uvilje imod dem 5*); men til Trods derfor var det dog den Slags Lav, Enevælden skabte, naar den f. Ex. fastsatte, at der kun maatte være 10 Bartskjærere i Kjøbenhavn og to paa Kristianshavn , fire Skræddermestre i Hillerød, fire Bartskjærere i Aalborg, sex Hvedebrødsbagere i Kolding, 30 Skomagere og 9 Bartskjærere i Bergen, tre Slagtere i Frederikshald, fire Farvere i Jylland. I Bergen blev
