Royalistisk Tidsaand. 9
den lovgivende Magt paa sin Haand saaledes, at her med fuld Føje kunde tales om Kongens absolute Vælde, og saaledes, at man kunde høre svenske Præster fra Prædikestolen fremhæve Kongens enevældige Ret over Undersaatternes Liv og Ejendom.
Det ligger i Sagen selv, at det stærke Kongedømmes sejrrige Fremtræden hang sammen med, at det ogsaa theoretisk opstilledes som den ypperste Statsforfatningsform, og at denne Theori mere eller mindre beherskede Aanderne. En nyere Tids revolutionære Ideer have skærpet Læren om Folkets politiske Rettigheder til at opstille Begrebet „le peuple dieu“, der spreder en ophøjet Glans over sine Repræsentanter. Man har under den franske Revolution hørt Nationalkonventet udtale den Lære, at Nationen ikke kan tage Fejl, og at de Deputerede, som repræsentere den, dele dens Ufejlbarhed saavel som dens Magtfuldkommenhed. I det 17. Aarhundrede var det Kongedømmet, der af sine vidt gaaende theoretiske Forkæmpere blev hævet til en tilsvarende Højde. Læren om Kongedømmet af Guds Naade var da i sin stærkeste Blomstring. I Frankrig kulminerede den i Udtalelser som, naar Bossuet lærte, at Kongerne vare ligesom Guder og paa en Maade havde Del i den guddommelige Uafhængighed, eller naar Ludvig XIV personlig mente, at den Magt, Kongerne udøvede, var en ligefrem guddommelig Gjerning, og holdt sig overtydet om, at der var visse Virkekredse, hvor Kongerne, der saa at sige indtoge Guds Stilling, syntes at „have Del i hans Indsigt, saavel som i hans Myndighed.“ Til en lignende Højde skruede luthersk-theologiske Statsretslærere Opfattelsen af Kongedømmets Storhed og Rettigheder i Vejret, og uagtet Kjøbenhavns Universitet paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1660 nærmest havde staaet paa Adelens Side, uagtet en af Enevældens videst gaaende Tilhængere, Frederik Gabel, den bekjendte Kristoffer Gabels Søn, har udtalt, at ingen dengang havde havt mere Afsky for en Enevoldsregering end de højlærde i Kjøbenhavn[1],
- ↑ Suhm: Nye Samlinger til dansk Historie I, 230.
