10 Første Kapitel.
varede det kun faa Aar, førend Læren om Kongedømmet af Guds Naade, drevet op til dens højeste Spidse, traadte frem her hjemme ved et ikke mindre end 1148 Kvartsider stort, af lærde Citater struttende Værk af den theologiske Professor Hans Vandal. Den Mening, at det skulde være Folket, som overførte Magten til Kongen, stempledes her som „en ulykkebringende, fordærvelig og afskyelig Lære“, Biblen var det eneste Grundlag for Statsretten, og ligesom Gud umiddelbart havde indstiftet Kongedømmet, saaledes havde „Salvingen i Medfølge særlige og heroiske Gaver, med hvilke Gud plejer at berige de salvede og udvalgte.“ Gud, mente han, havde en særlig Omsorg for Kongerne, „i Følge hvilken han styrer, leder, bevarer og beskytter dem og værner dem imod alle Angreb“, og det var ikke en blot Titel, naar Gud kaldte Fyrsterne Guder. Idet Vandal gav denne Theori særlig Anvendelse paa den danske Kongemagt, trak han den Konsekvens deraf, at Kongemagten her i Landet efter sin Natur havde været arvelig fra først af, og at det maatte opfattes som Overgreb, naar Stænderne til sine Tider havde udøvet Valgret. Ved Enevoldsmagtens Indførelse 1660 og 1661 var der da ej heller sket noget nyt, det var Kongedømmets gamle og ved Fortidens Uretfærdighed krænkede Ret, der nu endelig efter „Verdens Styrerens Forsorg“ var bleven fornyet igjen, idet alle Rigets Stænder ikke blot havde samtykket deri og givet deres Bifald dertil, men endog af sig selv overdraget Kongen den igjen[1].
Den samme Opfattelse af Kongedømmets Forhold til Gud fremsattes omtrent 20 Aar senere af Hofprædikanten B. G. Masius i hans Skrift om „den evangeliske Religions Vigtighed for Fyrsterne“, og udenfor Theologernes Kreds fandt Læren om Kongedømmets ufortabelige Arveret snart efter en udpræget Talsmand i den nylig nævnte Vicestatholder i Norge, Frederik Gabel, der udtalte, at den souveræne Arveregering aldrig var bleven „til Adelen eller Undersaatterne fra Kongerne
- ↑ Johannes Vandal: Juris regii ἀνυπευθύνου et solutissimi cum potestate summa nulli nisi deo obnoxia libri VI (Hafniæ 1663—1667) f. Ex. S. 109, 177, 194, 1090—1102.
