Den officielle Statsret. 11
transporteret eller af Undersaatterne lovligen acquireret, men er ikkun under Adelens og Herremænds altfor store Myndigheds Kapper bleven skjult, og af Frederik III igjen bleven opvækket og igjen aabenbaret … Kongen haver „postliminio reversum absolutum imperium“ … af Guds Naade, som han med Rette alene skrives af, igjen oprettet. Gud alene giver Konger, og Konger, af Gud satte, give Regeringsmaaden, som Undersaatterne sig submittere til.“[1]
Kongemagten greb med Iver disse Theorier som et ypperligt Værn for den nylig skabte Enevælde, og den fandt i dem Beviset for, at det kun havde sin Rod i en Usurpation, naar Adelen Aarhundreder igjennem havde valgt de danske Konger. Men det var dog først efterhaanden, at den klart fastslog dem som den officielle statsretlige Lære.
Under Frederik III holdtes de endnu tilbage. I Souverænetetsakten af 10. Januar 1661 lader Kongen Overdragelsen af Enevoldsmagten kun blive fremhævet som et Skridt, der skyldtes Undersaatternes „frie Vilje og gode Betænkende“, og han lader den blive motiveret, dels ved den „Omsorg og Tapperhed“, med hvilken han selv havde frelst Kronen „af Fjendens Gevalt“ og bragt Riget Fred, dels ved „de Inkonvenienser, som af forrige Valgrettighed sig hidindtil haver tildraget og herefter tildrage kunde.“ Paa lignende Maade fremhæves den frivillige Overdragelse fra Folkets Side baade i Indledningen til de forskjellige Stænders Privilegier af 24. Juni 1661, i Instrux for Statholderen i Norge af 13. November 1661[2] og i selve Kongeloven af 1665. Det strider ikke herimod, at der i Privilegierne for Stænderne er tilføjet, at Gud ved sin „sær og synderlige Providens havde beskikket det saaledes“, at Undersaatterne i Danmark havde fattet denne Beslutning. Det var endnu kun en forsigtig Fremhævelse af den guddommelige Indgriben. Men under Kristian V forkyndtes med klare Ord den ægte royalistiske Lære om den paa Guds umiddel-
