Enevældens ydre Pragt. 15
drede til at brede en Glans over Kongemagten, som des mere kunde hæve den i den almindelige Opfattelse. Fyrsterne kunde rolig følge deres Tilbøjeligheder i saa Henseende. Hvad der til andre Tider vilde have vakt Forargelse og Forbitrelse som et harmeligt Misbrug af Statens Midler, gjaldt i de „arvfødte Underdaners“ egne Øjne som noget selvfølgeligt.
Idet Enevældens Hofmoder trængte ind her i Landet sammen med de høje Forestillinger om Kongemagtens Storhed, brødes de med Levninger af tidligere Tiders Sæder. Selve de fyrstelige Personers Luner og Tilbøjeligheder havde deres Indflydelse Medens Frederik III mest havde Sans for stilfærdig Syssel med Videnskaben i forskjellige Retninger, vilde Sofie Amalie se Pragt og zirlig Lystighed om sig. Hun var ivrig for at faa Hofskuespil i Gang med Danse og italienske Sange. Kristian V gik til daglig Brug kun klædt i en meget jævn, om end altid særdeles renlig holdt Dragt, og hans Fornøjelser vare i det hele lidet raffinerede. Han havde mere Glæde af at se paa Taskenspillere, Liniedansere eller en og anden stærk Mand, der gjorde sine Kunster for det høje Herskab, end af at høre paa en af Datidens Operaer, der enkelte Gange bleve opførte paa det ny indrettede Hoftheater. Efter tidligere Kongers Exempel var ogsaa hans Hovedforlystelse at tumle sig til Hest ved Ringrenden, Karousselridt eller paa Jagt. Hans Dagbøger give ikke Indtryk af, at Festligheder have interesseret ham videre, sligt omtales kun sjælden.
Paa Palaisbygninger sattes der i længere Tid ikke stort. Bortset fra mindre Anlæg[1], nøjedes Kongerne med det gamle Kjøbenhavns Slot, der trods det ejendommelige ved dets Architektur dog gjorde et fattigt og „trist“ Indtryk paa den, der var vant til at se Udlandets Pragtbygninger, og saa med Kristian IV’s Slotte, af hvilke selv Frederiksborg var Udlændiinger mere paafaldende ved sin ejendommelige Plan end ved Rigdom
- ↑ Præsten Hjørring, Forfatteren til Kjøbenhavns Lejrkrands, skildrer nok i nogle Optegnelser fra 1668 herlige Bygninger, som Frederik III havde ladet opføre; men, hvad han fortæller derom, viser, at det i Virkeligheden var ubetydeligt. Hans Ord vidne kun om den allerede dengang stærke royalistiske Tilbøjelighed til at udmale alt, hvad en Konge foretog sig, som noget stort. Se O. Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium V (Kjbhvn. 1882) 767 ff.
