26
Første Kapitel.
stiftelse af Gud havde Hugo Grotius udtalt, at det var Folket, som fra først af havde skabt Fyrsternes Højhed ved at overdrage dem Magten. Den tyske Lærde Pufendorf, der førte Naturretsstudiet videre, blev vel selv flere herskelystne Regenters lovprisende Historieskriver og udtalte sig mindre skarpt end Hugo Grotius; men han lod dog kun Gud faa en Rollo med i Statsretten, for saa vidt han mente, at han havde indplantet Mennesket Trangen til at danne en Stat og givet det Evne til at tilfredsstille denne Trang. Altsaa kun middelbart var Statens Ordning udgaaet fra Gud, umiddelbart at udlede Fyrsternes Majestæt fra ham stred imod Fornuften. Denne Mening sluttede Pufendorfs yngre Samtidige, Thomasius i Halle sig til; men den blev skarpt angrebet af de luthersk orthodoxe Statsretslærere, saaledes netop af Kristian V’s Hofprædikant Masius. Da denne lejlighedsvis som Bevis for, at Kongemagten ikke kunde skyldes Folkets Overdragelse, havde paastaaet, at Ingen kan give, hvad han ikke har, knuste Thomasius ham ved den vittige Yttring: „Jeg har ingen Ørefigen, men derfor kan jeg nok give Hr. Masius en, da jeg har, hvad der hører dertil“. I sin Forbitrelse fik Masius Kristian V til at blande sig i Striden. Ikke blot blev Thomasius’s Skrift imod Masius brændt af Bøddelen i Kjøbenhavn; men Kongen forlangte endog i en egenhændig Skrivelse af Kurfyrsten af Saxen, at denne skulde lade ham straffe. Der maatte altsaa ingen anden Opfattelse gjælde af Kongemagten og dens Oprindelse end den, Vandal og Masius vare Talsmænd for.
Det passer godt til den ængstelige Vaagen over Enevældens Ukrænkelighed, naar baade Frederik II.I og Kristian V idelig indskærpede, at Love og Forordninger skulde stemme med, hvad Hensynet dertil krævede. Netop det store Lovrevisionsarbejde, der førte til Danske Lovs Udstedelse, hang for en Del sammen dermed. Særlig iøjnefaldende er den Iver, med hvilken de første Enevoldskonger stræbte at binde saa mange som muligt
