Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

Enevældens

Mistænksomhed. 25

enkelte Omraader med Hensyn til Regeringens Førelse, ogsaa med Fremhævelse af, hvorledes der kan herskes til Gavn for Undersaatterne.

Men ved Siden deraf træder Tanken frem om at være paa sin Post for at værne om Enevoldsmagten, thi Kongen har mærket „en utidig Begjærlighed og Attraa til den forrige Regeringsart“, som ikke endnu saa ganske og aldeles „var uddød i alle Undersaatternes Gemytter“, ja han taler endog om Farer, der kunne true fra onde Machinationer.

Denne Mistænksomhed imod mulige Fjender af Enevælden var saa gammel som selve denne. Det er ikke usandsynligt, at Opførelsen af Citadellet i Kjøbenhavn, der fandt Sted snart efter Souverænetetens Indførelse, for en Del har været fremkaldt ved Ængstelse hos Frederik III for Fjender i selve Staten. Han viste 1662 en paafaldende Strænghed imod Borgere paa Kristianshavn, der et Par Aar tidligere paa en Maade, han ikke syntes om, havde villet gjøre deres Ret gjældende til at kalde Præst og havde „pukket imod ham“[1]. Faa Aar efter blev Professor Kristen Nold afsat, fordi han havde dristet sig til at nævne som en Mening, der af mange blev holdt for sand uden dog at være utvivlsom, at Fyrster hellere maatte vælges end fødes. Ole Borch vakte Anstød ved Hove, da han strax efter Kristian V’s Tronbestigelse i en Dedikation til den unge Konge brugte det Udtryk, at hele Fædrelandet enstemmig og lykønskende skjænkede (obtulit) ham de arvelige Fasces og evig Troskab[2].

Opfyldte af saadanne Stemninger holdt Kongerne ikke af at se statsretlige Theorier arbejde sig frem, som maaske kunde undergrave det ophøjede Stade, paa hvilket Enevælden var bleven stillet af de luthersk-orthodoxe Statsretslærere, og hvor den fandt sig saa vel. Det var det af Hugo Grotius skabte Naturretsstudium, som de nye Lærdomme skyldtes. I Modsætning til Læren om Kongedømmets umiddelbare Ind-