24
Første Kapitel.
gjort under Frederik III’s Regering, var dennes politiske Testamente til hans Efterfølgere; den er udtrykkelig bleven nævnet som saadan[1]. Hertil slutte sig som et Tillæg en Række „vel mente Erindringer og Maximer for vore kongelige Arvesuccessorer, den kongelig Souverain Arveregering angaaende“, som Kristian V har affattet og underskrevet d. 15. April 1683, og hvortil han 1684 og 1698 har føjet nye Tillæg. Følgende Faderens Forskrift indskærpede saa Frederik IV efter sin Tronbestigelse, at disse Regeringsregler skulde holdes i Hævd af hans Arvesuccessorer, og han anbefalede særlig sin Dronning, hvis hun under en Mindreaarighed blev Regentinde, nøje at rette sig efter dem og sørge for, at de bleve overholdte af andre[2].
Medens Kongeloven i Almindelighed opstillede Kongernes Pligt at bevare Enevoldsmagten i dens fulde Omfang til evige Tider, gik Kristian V i sine Testamenter i det enkelte med at formane til ret at gjøre denne Pligt levende for de fremtidige Konger. „Det er“, skriver han, „højlig fornødent, at de fra Ungdommen lære“ de rette Regeringsregler, og at „dennem de sunde og sande Maximer om den kongelige Souveræne Arveregering og dens uskatbare Højhed og Prærogativ vorder indplantet“. Derfor holder han det for nødvendigt, „at Kongeloven saavel som Regeringsmaximerne og denne Skrift samt hos følgende Erindringer tidt og ofte efterlæses, overvejes og udi det mindste en om ikke to Gange aarligen vel observeres“[3]. Ogsaa fremhæver han, i hvilke Retninger det særlig gjaldt om at gjennemføre Enevælden. Han formaner til, naar der behøves nye Skatter, da at paabyde dem „uden nogens Samtykke dertil at rekvirere“, han hævder, stemmende med Kongelovens Ord, Kongens Ret til „alene at disponere over alle Bestillinger, Charger, Ærestitler, Værdigheder og Digniteter“, og han minder om, at Kongen alene har Magt til „at interpretere, forklare eller forandre Loven“. Hertil føjes en Række Formaninger paa forskjellige
- ↑ Suhm: Samlinger til den danske Historie I. 2, 200. Jvfr. Souverænetetsakten af 10. Jan. 1661 i Geharch: Aarsb. II, hvor Folket lover, at Kongens „sidste Vilje“ skal gjælde som „en Fundamentallov og en offenlig Forordning“. Udtrykket her kunde tyde paa en Tanke hos Kongen om at lade den endelige Forfatningslov træde frem som et Testamente, men sikkert er det dog ingenlunde.
- ↑ Paaskrift uden paa et Hefte med en haandskreven tysk Oversættelse af den største Del af disse Regler (det første Hovedstykke med Tilføjelsen fra Aaret 1698 til de enkelte Paragrafer), hvilken Frederik IV har ladet foretage. Hans Paaskrift er egenhændig. Han har forseglet denne Oversættelse, der findes
- ↑
