23
Royalistisk Smiger.
ningen af den skaanske Krig stod der: „Store Konge, hvor mange Kroner skulde vel kunne lønne dine Bedrifter“. En saadan lidet mærkelig Daad som den, at Kristiansø blev befæstet, gav Anledning til, at der blev slaaet en Medalje med en Indskrift, hvorefter den fordum lidet kjendte Ø nu var bleven navnkundig ved Kristian V’s mere end herkuliske Dristighed. Baade han og Frederik IV nævnes paa Medaljer som den nordiske Salomon, Stenbocks Overgivelse af sin Hær ved Tønningen 1713 fremkalder en Medalje, paa hvilken Kongen prises for en Mildhed og Naade, som til evig Tid vil være mindeværdig o. s. v. Det er ogsaa et karakteristisk Træk af den opstyltede Royalisme, at enhver Regeringshandling fremstilledes som en Virkning af den kongelige Naade. Det gaar endog saa vidt, at Statens Obligationer faa Tillægsordet „allernaadigst“, ligesom det er „allernaadigst“, at Folk ved kongelig Resolution frakjendes et eller andet. Man ser da ogsaa, at Kongen „naadigst fornemmer“ Svig og Underslæb eller saadanne Overgreb som, at de ham forbeholdte Kongeveje ødelægges ved ulovlig Kjørsel, og et sligt Udtryk bliver brugt i samme Linie, hvori der udtales den stærkeste Vrede over den skete Forseelse!
I alt dette har Forfængelighed og Modevæsen havt sin Del; men ingen kan se, hvorledes der ad saa mange Veje virkedes til at hæve Kongemagten ved ydre Glans uden at faa det Indtryk, at en mere eller mindre bevidst politisk Stræben laa bag ved. Jo flere Midler der kunde bruges til at faa Undersaatterne gjennemtrængte af den rette royalistiske Aand, desto bedre.
Først og fremmest gjaldt det imidlertid om, at de, der skulde tage Kongemagten i Arv, vare klare paa Storheden af deres Kald. Det er en paafaldende Kjendsgjerning, at de første Enevoldskonger i Danmark-Norge med en egen Styrke have stræbt at faa deres Tronarvinger til at have det rette Syn paa Enevældens Herlighed og Omfang. Kongeloven, der ikke blev kund-
