28
Første Kapitel.
at det samme skulde ske ved Universitetets Fundatser, Statuter og Privilegier, for at det kunde undersøges, hvad der den „itzige Arveregering og Souverænitet“ ej kunde bekvemme og dermed overensstemme“. Den mod Enevælden lidet gunstige Holdning, som Universitetets Professorer havde vist paa selve Rigsdagen 1660, virkede maaske særlig til, at Kongen ønskede et saadant Eftersyn. Nu afskaffedes ogsaa den Ed, Professorerne tidligere ved deres Udnævnelse havde aflagt til Universitetet, de skulde senere stedse aflægge Ed til Kongen selv, og denne Ed skulde være som enhver andens, der modtog nogen Bestilling af Kongens absolute Arveregering[1]. Paa samme Maade ophævedes faa Aar efter den Ed, Kannikkerne ved de forskjellige Kapitler hidtil havde aflagt til disse. For Fremtiden blev den souveræne Konge den eneste, der maatte aflægges Ed til. Professorerne vare nu blevne saa loyale, at de et Par Aar senere endog foreslog, at de nye Studenter ved deres Optagelse ved Universitetet skulde love Lydighed imod den „hellige kongelige Majestæt“[2].
Skjønt Majestætsforbrydelse altid har gjældt som en af de groveste Forbrydelser, ligger det nær at opfatte det som en Virkning af den store Iver for at værne om Enevælden, naar denne Forbrydelse var den eneste, ved hvilken det efter Kristian V’s Danske og Norske Lov blev tilladt at bruge pinligt Forhør overfor
Frihed, de enkelte Lav hidtil havde havt til at holde visse almindelige Sammenkomster. Sligt burde for Fremtiden kun ske, naar Kongen selv gav sit Samtykke dertil, eller Byens Øvrighed holdt det for nødvendigt. Ikke mindre burde det formenes dem at have særegen Jurisdiktion og at kunne idømme Lavsbrødrene Straffe, hvad de hidtil havde havt Ret til. (Aktstykke i Gehejmearkivet).
Med saadanne Træk kan sammenstilles, at Frederik III 1664 lod Admiralitetets Segl forandre saaledes, at det kom til at hedde Sigillum Admiralitatis Regis — i Stedet for Regni — Daniæ (Chr. Bruun: Cort Adelaer. Kjøbenhavn 1871, Side 208).
