29
Ængstelig Vaagen over Enevælden.
andre anklagede end dem, der allerede vare dømte til Døden, og naar det ved denne Forbrydelse var fastsat, hvad ellers aldrig forekommer i Loven, at Straffen ogsaa skulde ramme den skyldiges Efterkommere. Loven bød nemlig, at hvis Misdæderen var af Adel eller af højere Stand, skulde alle hans Livsarvinger miste deres Stand og Stemme[1].
Konger, der havde en Følelse af, at deres Magt var Gjenstand for Uvilje hos en Del af deres Undersaatter, vare stærkt fristede til mistænksomt at holde Øje med, hvad der kunde true dem, og til at være ivrige for at faa Underretning om alt, der kunde tyde paa ondt Sind eller farlige Planer. Frederik IV indskærpede, at usømmelig Tale imod Kongen strax skulde indberettes[2], og, medens han i Almindelighed paabød, at Skrivelser fra Enkeltmand, der rettedes til ham, skulde henvises til Kollegierne, gjorde han en bestemt Undtagelse derfra med alle Indberetninger fra saadanne Personer, der i Kraft af deres Embedsed og Troskabspligt havde noget at meddele om Farer for Enevælden[3]. Alle saadanne skulde uopholdelig indgives til ham personlig. Det Brevaabningssystem, der i det mindste en Tid af hans Regering blev fulgt i temmelig stort Omfang, synes at pege i samme Retning. Men det ikke ogsaa er et Træk heraf, naar baade Kristian V og Frederik IV indskærpede, at der fra de forskjellige vedkommende hver Aften skulde tilsendes dem en Liste over alle de til Kjøbenhavn ankomne[4]?
Særlig stærkt træder Tanken om at holde Øje med mulige Fjender dog frem i Instruxer for forskjellige Embedsmænd. Strax efter Souverænetetens Indførelse blev det indskærpet en Landkommission i Norge at vogte paa, om der fandtes „nogen Instigation af Urolighed eller Uvilje til disse Tiders Forandring“. Et Par Aar senere (1663), paalagdes det Fiskalen i Norge at lade sig være „angelegen at erfare og fornemme, om nogen uformodelige Forsamlinger, Forræderi eller Oprør
