36 Første Kapitel.
dem faa overordnet Ledelse af Sagerne, der før Souve- rænetetens Indførelse havde havt Del i Styrelsen, og det selv om der ikke var noget at sige paa deres Færd^®). Naar Kristian V i sine Testamenter taler om Nød- vendigheden af at sikre Enevælden imod onde Machina- tioner fra deres Side, der inklinerede til den gamle For- fatning, tænker han netop paa den gamle danske Adel. Derfor mener han, der maatte vises Varsomhed ved Be- sættelsen af enkelte høje Embeder. Han advarer imod at lade den samme Mand have den øverste Kommando over Tropperne i Norge og saa tillige være Statholder eller Vicestatholder deroppe, med mindre det var „en Person, som ingen Anhang eller stor Slægt i Eigeme havde", og han holder det for utilraadeligt at udnævne en egen Statholder i Kjøbenhavn, da en saadan let kunde misbruge sin Myndighed, „saafremt han for den kongelig Souveræn Arveregering ej var vel intentioneret". Det gik efter hans Mening ej heller paa nogen Maade an at betro de unge Prinsers Opdragelse til nogen, „som man kunde have den ringeste Mistanke om, at hans Gemyt inklinerede til forrige bestaaende Rege- ringsart og til de store og den kongelige Autoritet højst præjudicerlige Privilegier, som Adelen udi forrige Valg- regering sig Tid efter anden havde tilegnet". Men al- vorligst advarede han dog imod at udnævne nogen af den gamle Adel til Generalprokurør, da dennes vigtigste Hverv var at give Agt paa, at intet skete til Skade for Kongens „Souveraineté og Højhed". Ogsaa er det be- tegnende, at Kristian V ikke vilde have nogen af den gamle Adel i Spidsen for den Højskole, han stiftede i Kjøbenhavn til Uddannelse af højere Embedsmænd, det saa kaldte kongelige Akademi. Kun saafremt det ikke var muligt ellers at finde nogen, der havde de rette Kvaliteter, maatte det ske. „Det maatte", siger han endelig, „ej heller tillades nogen, som brugtes i de højeste Stillinger i Finansstyrelsen, at alliere sig med den gamle Adel". Han frygtede i den Grad for Stem-
