38
Første Kapitel.
vilde tilfalde Staten. Det ser endogsaa ud, som om KongenB Samtykke behøvedes, naar de vilde gifte sig**). Ifølge Indledningsordene til Grevernes og Friherrernes Privilegier skulde deres Ophøjelse opmuntre „andre til lige Iver og Nidkjærhed for Vores Tjeneste, uforander- lig Troskab og allerunderdanigste Devotion imod Os og Vores Kongelig Arve-Successorer i Regeringen" o. s. v,
Men denne nye Adelsklasse traadte kun frem der, hvor Kongen ene havde Magten i Hænde, altsaa ikke i Slesvig og Holsten, hvor han delte Herredømmet over Ade- len med den gottorpske Hertug. Greve- og Friherreværdig- heden var i det slesvig-holstenske Bidderskab — bortset fra det tyske Rigsgrevskab Rantzau — kun høje Titler. Adelsmændene havde her lige store Rettigheder^^).
Den Tanke, Regeringen havde, at gjøre særlig Gre- ver og Friherrer til en Hofadel, der skulde tjene til Kongemagtens Forherligelse, vakte, som det synes. Uvilje hos adskillige af den gamle Adel, og de holdt sig ikke blot strax tilbage fra afsøge Optagelse iblandt dem, hvad ellers mange gjorde; men nogle af dem afslog endog ligefrem at lade sig gjøre til Grever^*). Uheldig- vis virkede de derved til at drive Kristian V frem i en Retning, han kun var altfor tilbøjelig til at følge, og Udfaldet blev da, at der blandt de 8 nye Grevskaber kun blev ét, som ejedes af en Mand af den gamle danske Adel, ligesom ogsaa kun et Mindretal af de ny udnævnte Baroner hørte til denne Klasse. Alle de andre Grever og Baroner vare holstenske eller helt tyske Adelsmænd. Kristian V foretrak disse, ikke blot fordi han personlig holdt af flere af dem, men ogsaa fordi han haabede at finde langt paalideligere Støtter for Enevælden i dem, der stode den danske Adels Traditioner fjæmt, end han kunde vente at finde i Mænd af de gamle Slægter.
Og, ejendommeligt nok, det er, som om Tanken om det umulige i at faa denne Støtte hos den ældre danske Adel, og dermed Mistroen imod denne snarere voxede efterhaanden, som Aarene gik, end den tog af.
