42 Andet Kapitel.
sende, naar Folkets Synder og Ligegyldighed for Hellig- dagene fremhæves, og naar der i en Bodsprædikants Ddtryk henvises til, at Guds retfærdige Vredes Ris lader sig se, og at han har „hvæsset sit Sværd, spændt sin Bue, og lagt Dødens Pile derpaa". Snart tales der moraliserende om Ødselhed og Forfængelighed i en Stil som den, Jeronimus og Leonard bruge i Holbergs Komedier, Eller der fremhæves dumdristige Insolentier og Ulydighed mod Kongebudet, og, hvorledes Folk glemme „den naturlige Kjærlighed, som enhver retsindig Patriot stedse mod sit Fædreland bør beholde". Men Sproget lyder ogsaa mildt, forklarende eller, hvor Talen er om Skattepaalæg, næsten undskyldende og stadig med Fremhævelse af, at hvad der paabydes ,- har sin Grund i Ønsket om at fremme „det gemene bedste" eller, som det ogsaa hedder, „Undersaatternes eget Tarv". Næsten aldrig glemme Kongerne dog tillige at lade skinne igjennem, hvilken Iver de selv have for at fremme dette og alt godt. De ere ingenlunde fri for en vis Ostentation, Enten gribe de Lejligheden til i Almindelighed at tale om „deres kontinuerlige Omhu for de kjære og tro Dndersaatter", eller de minde om, at de Udgifter, som de have maattet lade finde Sted, have tjent til „samtlige kjære og tro Undersaatters egen Defension og Sikkerhed", eller Kongen taler om „den store Tyngsel, som vore kjære, tro Undersaatter udi vort flige Norge nogle Aars Tid haver paahængt", og hvad han af den Grund vil indrette til Lettelse for dem. Denne TaJe om det Heles eller Fædrelandets Vel eller Undersaatternes Tarv møder man idelig, naar der ind- føres nye Institutioner som f. Ex. Oberhofretten i Norge, naar der paabydes almindelig Landmaaling i Danmark, naar der udstedes Forordninger om at standse Overdaa- dighed, ordne Fattigvæsenet eller fremme Manufaktur- væsenet og saaledes tidt og mange Gange.
Det er, ser man let, et dobbelt Maal, Kongemagten har stræbt at naa ved denne Form af Henvendelser til
