Enevælden og den offentlige Mening. 43
Folket, paa den ene Side at anbefale sig selv til den offentlige Mening som den, der har en Bevidsthed om sine Pligter og er ivrig for at opfylde dem, paa den anden Side at appellere til Undersaattemes egen Følelse for det almindelige Bedste som det sikreste Værn for, at Forordningerne kunde gjennemføres. Jo mere ophøjede Forestillinger Datidens Konger havde om deres Magts Stothed, jo mere de paa en vis Maade følte sig hævede over Undersaatterne, desto vigtigere er det, ikke at glemme, at de tillige kunde se naturlig paa det hele Forhold og søge Folkets egen Medvirkning. Da Kri- stian V engang fandt de Forordninger, han havde ud- stedt om Manufakturer og Handel, „vrangelig udtydede", tillod han ikke blot alle og enhver at henvende sig med Memorialier til Begeringen om, hvad der i Forordningen forekom dem „tvivlagtigt eller mørkt"; men det hedder fremdeles: „Skal det og stande alle og enhver frit for at indgive deres allerunderdanigste Forslag, som de tjenlig eragte kunde, ej paatvivlende, at enhver jo sin vel mente Nidkjærhed for det gemene bedste, som herved alene søges, saaledes lader se, at Vi selv deraf kan have allemaadigst Fornøjelse og Velgefald" ^).
For en Regering, der ikke vilde vide af en Folke- repræsentation at sige, maatte Hovedmidlet til at naa det Maal at fremme det Heles Vel ligge i Ordningen af en stærk og vel organiseret Styrelse. En saadan krævedes desuden ogsaa af Selvherskerinteressen. Endog bortset fra, hvad Hensynet til den nye Forfatning kunde gjøre nødvendigt at ændre i den ældre Administration, havde denne aldeles overlevet sig selv. En uopredelig Konfu- sion og Brist paa Disciplin fra øverst til nederst, ikke mindre end mangelfuld Uddannelse og Udygtighed havde givet Styrelsen dens Præg i den sidste Tid før 1660. Spørgsmaalet om alvorlige Forandringer i den havde derfor været paa Bane allerede, inden Bigsraadets Magt kuldkastedes. Man havde begyndt at se hen til den KoUegieforfatning, der fandtes i Sverige, som et For-
