102
Dyreornamentikken.
nærmere at bestemme, hvilket Dyr der er fremstillet. Man ser en Hests Hoved, en Ørns Næb og Øje, men Resten af Dyret forsvinder; umærkeligt glider det fra Halsen over i Baand- og Slangeornamenter, eller i Felter af krydsende Streger, indtil der atter tjernt viser sig Fødder og Klør paa disse Baand, saa at man paa ny maa gætte paa en af Naturens Skabninger. Dyret er aldrig i Spring eller Flugt, det slæber sig krybende hen over Fladen. Desuden har man tabt Sansen for den klare Tegnings og de store faste Træks Værdi; ikke blot en lille Del af Genstandenes Overflade skulde være prydet, men alle Kanter og Kroge, derfor maatte Dyret vrides ud i de uendelig lange Baand og Slyngninger.
Fra en anden Side set kan man dog beundre Mangfoldigheden i Forbindelserne, den uophørlige Veksel i Sammensætningen, stundom ogsaa en vis Rytmik, naar da ikke dette Mylr, hvad der kan hænde, faar et frastødende, indvoldeagtigt Præg. Og Formen har som Helhed tabt i Styrke under dette Virvar; Kunsten har alene bestaaet i en Variation af de samme stærkt begrænsede Motiver, uden at der til Eks. nogen Sinde er taget Hjælp fra Bladverdenen. Derfor bliver Hovedindtrykket af denne Stilart som af en snaksom Tale, der underholder for en Stund, men trætter ved ikke at høre op og ved at savne Klarhed og Maal.
Ydre Værdi mangle disse Genstande ikke, idet som oftest det anvendte Materiale er kostbart, og Smykkerne — som ere dybere indskaarne end i den foregaaende Periode — ere gerne store, Forgyldning hyppig benyttet. Særlig karakteristisk er Anvendelsen af
