113
Sæden paa Fyrisvold.
og da de vare sprungne over det dæmpede Baal, udbrød Rolf:
den flyr ej Ild,
som over springer!
Saaledes undslap de Danske ikke blot Faren, men Rolf havde givet et klart Vidnesbyrd om sin Udholdenhed. Nu var det paa Tide, at Adils viste Prøver paa sin Gavmildhed. Han lod mange Guldsager bringe frem som Gave; øverst lagde han tilsidst en vældig Guldring som talende Vidnesbyrd om sin Rundhaandethed. I Virkeligheden skjulte han herved kun sin Svig; om faa Dage vilde han formentlig have Alt igen i sin Magt.
De Danske havde været i Upsala i tre Dage. Da Natten kom, gjorde Yrsa alt beredt til Flugt og lod den kostbare Skat, hun havde tilført Kong Adils, læsse paa Vogne. Men Adils fik Nys om Flugten og satte efter Danskerne. Paa Yrsas Raad kastede de saa det Guld fra sig, som nylig var bleven dem skænket, og de gerrige Svenske, som fik travlt med at opsamle det strøede Guld, sinkedes i Forfølgelsen. Ja endog Kong Adils var saa grisk, at da han saa Rolf kaste det herlige Smykke, han nylig havde skænket ham, greb han til Jorden efter det glinsende Guld, om end Danskernes Spottelatter klang. Saaledes slap Rolf, hans Moder og Kæmperne bort fra Upsala og naaede Skibene. Men »Sæden paa Fyrisvold« var navnkundig over hele Norden, og i Digternes Sprog var det et af Navnene paa Guldet.
Var Rolf berømt i Livet, skulde han blive det end mere ved sin Død og ved den mindeværdige Kamp, som gik forud for den. Det var Svig, som fældede Kongen, men ingen af de prøvede Kæmper omkring ham svigtede i den forfærdelige Kamp. Rolfs Skyld, som førte hans Fald med sig, er vel ikke helt oplyst; men vi kunne dog skimte, hvorfor Guderne vendte sig imod ham. Saa højt kan en Mand jo sætte den skønne Kraft og det ærlige Mod, at han glemmer, at Snildhed altid maa lede Styrken og at ogsaa han maa kende Menneskers Sindelag og Karakter og kunne vogte sig for Rænkernes skjulte Spind. Rolf havde en Søster Skuld, som var gift med Underkongen i Sverige Hjartvar; hun var naget af Misundelse over Rolfs Berømmelse og hidsede Hjartvar til selv at bemægtige sig Lejrestolen, medens Rolf intet anede om hendes Svig.
Og naar den store Konge i denne Henseende var uklog, saa var han i en anden kommet i Skyld over for Guderne. Saa stolt og tryg kan en Fyrste føle sig ved sin vundne Magt, sine Sejre og
Danm. Riges Hist.
I 15
