116
Hjaltes Tilraab til Bjarke.
Men Bjarke sad i sit Rum sløv og stirrende, som om hvad der skete udenfor, ikke rørte ham. Og her rasede Kampen. Kong Rolf og hans Mænd uddelte haarde Hug, men sælsomt nok gik foran deres Række og nærmest Kongen en stor, laadden Bjørn, der knuste flere Fjender med sin Lab end fem af Kongens Mænd tilsammen; paa Bjørnens egen Krop syntes derimod alle Skud og Hug at prelle af. Det var i Virkeligheden Bjarke, hvis Aand i Hamskifte tog Del i Kampen. Fællerne forstode det dog ikke, og Hjalte, der savnede sin Vaabenbroder, sang da for tredje Gang:
Du bier, Bjarke,
og døsig blunder,
trin i Kres
før vi Borgen tænde!
Ilden alt
i Taget ulmer;
Bjørne med blussende
Brande skal kyses.
Hjartvar hidsig
paa Dansken hugger,
i røde Floder
Blodet rinder,
hugne Hoveder
af Strømmen føres,
skure hvide
Tænder mod Sandet.
Glad vor Røst
skal dog runge!
Daad ej dør,
og djærve mindes.
Ryet ej flyr
fra faldnes Grave.
— Bjarke, hør tredje
Gang mit Tilraab!
Denne Gang endelig hjalp hans Kalden. Den døsende Bjarke strøg Sløvheden af sig og ilede ud i Kamptummelen, stærk og modig. Men da var ogsaa Bjørnen ved Kongens Side forsvundet. Alt medens Bjarke rustede sig og gik til Kampen, lød hans Sang saaledes:
Lydt Du raaber,
kamplystne Hjalte,
men Rolf ikke alle
Svogre svige.
Tøv til jeg rustes
med ringsyede Kjortel,
Hjælm om Tinding,
Hjaltet i Hænde.
I Kresen staar jeg
til Kampen rede:
hvor dølger sig nu Hjartvars
Høvdinger høje?
Fejde yppes
af fyrstebaarne.
Kampens Lod
kun af Konger kastes.
Mand i Vadmel
gør ej Vovestykke,
Kongers Slægt
kun Spyd kan slynge.
Borte er, Rolf,
Dine bolde Kæmper,
grisk var Hel
efter ætgode Helte.
