117
Bjarke og Ruta.
Aldrig saa Sværd
saa tæt jeg svungne:
for hvert Hug, jeg giver,
tre mig træffer.
Hvor staar nu den Svend,
nys andre skælded
som om tolv Mands Liv
hans Legem rummed?
Herpaa lød Hjaltes Svar:
Fjernt jeg ej findes,
dog fattigt værnet:
Skjoldets Kanter
til Pinde knustes.
Remmen kun
og Bulen mig rester.
Djærvt Du vel slaar
og Din Døsen soner?
Aller svarede Bjarke:
Ikke Du helmer
med Haansord at hidse
dog kun Stød
og Stik mig standsed;
vegt ej fatted
om Fæstet Fjenden,
som gennem Vand
skar Værget Brynjen!
Sig mig, Ruta,
om Kampens Raader
eenøjet Odin
Du ser til Stede?
Ruta svarede:
Buk Dig mod min Aksel,
sign Dit Øje,
under krummende Arm
skal Krigsguden skues!
Bjarke sang da:
Skued jeg end Friggs
frygtelige Husbond
højt paa Hest,
med hvidt Skjold, siddende,
Guden i Kamp
jeg gerne krysted,
klemte som en Mus,
der langs Muren smutter.
Her ved min Herres
Hoved jeg segner,
ved hans Fod Dig finder
Valpladsens Plyndrer.
Vorde end vi begge
Ørnes Bytte,
med Drotten trofast
delte vi Døden.
Det skete, som Bjarke havde sunget. Helten segnede ned ved sin Konges Hoved, rundt om laa Rolfs andre Kæmper blødende i Døden. Af alle de danske Stridsmænd var endnu kun en Yngling i Live. Saaledes havde den vrede Odin hævnet sig. Svenskerne havde ved snedig List dræbt den store Konge og overmandet hans herlige Kæmpeskare, Hjartvar var bleven Konge i Lejre.
