121
Beovulfs Kamp med Grendels Moder.
Side, kom Grendels Moder tørstende efter Hævn for sin dræbte Søn. Krigerne hørte hendes Komme og gjorde Anskrig. Hun havde imidlertid allerede faaet Tag i Æschere (Esger), Hrodgars bedste Ven, og slæbte ham med sig til Sumpen. Forfærdelsen var stor hos de Danske. Kongen kaldte Beovulf for sig, og Helten bad ham være ved godt Mod; han vilde søge Trolden, hvor hun saa skjulte sig, i Skovens Dybde, paa Havets Bund.
Kong Hrodgar og alle hans Mænd fulgte derpaa Beovulf til Sumpen, som var rædselsfuld at skue, idet Drager og Søorme boltrede sig deri, Søkvinder sade rundt om paa Skærene. Beovulf, som var rustet med Hjælm og Brynje og havde laant et Sværd, sprang nu i Dybet. Et helt Døgn maatte han svømme, førend han naaede Søens Bund, og næppe var han der, førend Grendels Moder med græsselige Kløer greb ham og førte ham til sin høje og lyse Hal, hvor en Ild brændte; her laa den døde Grendel paa en Baare. Beovulf styrtede løs paa den grumme Kvinde med løftet Sværd, men Vaabnet var for svagt. Da faldt hans Øje paa et uhyre Sværd, der hang paa Væggen, han greb det og gennemborede dermed sin rasende Fjende. Derpaa huggede Beovulf Hovedet af Grendel og svømmede med sit Sejrstegn atter op til Bredden.
Saa længe havde Beovulf imidlertid været borte, at Kongen alt havde forladt Stedet med sit Følge; Blodet, som farvede Vandets Flade, syntes jo ogsaa fortælle, at Helten havde haft en sørgelig Lod i Dybet. Kun de geatiske Kæmper sad sørgende tilbage omkring Stranden, da Beovulf kom svømmende med sin mægtige Byrde. Jublende toge de imod ham og førte ham til Kongens Gaard; fire af de stærkeste bar Grendels Hoved. Og nu blev paa ny Hæder og skønne Gaver Beovulfs Lod.
Allerede næste Morgen lod Beovulf sit Skib gøre rede og sejlede afsted til Geaternes Land. En Del af de vundne Skatte skænkede han til Kong Hugleik.
I Digtets Fortælling er der derpaa et Spring, idet de Bedrifter, hvorom Skjalden dernæst synger, ligge mere end et halvt Hundrede Aar længere fremme i Tiden. Hugleik har foretaget sit dristige Tog til Frisland og er faldet paa Hetvarernes Kyst — saaledes som vi allerede have hørt (S. 79). Hans Søn Hærdred var da kun en Dreng, men Morbroderen Beovulf styrede for ham, indtil han kunde overtage Magten. Hærdred faldt imidlertid snart for Fjendehaand, og Beovulf arvede Riget som den eneste overlevende af Slægten. I femti Vintre havde han med Visdom styret Landet, da følgende hændte.
Danm. Riges Hist.
I 16
