129
Amled.
vise sig den Ære værdig at være valgt til at kæmpe ved Kongesønnens Side. Næppe var imidlertid Sachseren lokket nærmere, førend Uffe med eet sondrende Hug overskar Kæmpens Krop. »Jeg hørte Skreps Klang«, raabte Vermund, »hvor har Sværdet ramt?« Følget svarede, at Skrep ikke havde overhugget noget enkelt Lem, men gennemskaaret det hele Legeme. Da grebes Kongen af nyt Haab og flyttede sig tilbage fra Brokanten.
Uffe opfordrede nu med tirrende Ord Kongesønnen til ikke at lade sin faldne Medkæmper uhævnet. Kampen toges op paa ny; men da Uffe frygtede for, at Skreps fine Æg skulde springe, vendte han Sværdets Ryg til, og nu faldt et vældigt Hug, der skar gennem Kongesønnens Krop. Vermund raabte, at han atter hørte Skrep klinge, og da man sagde ham Kampens Udfald, brød Taarerne stride frem af de blinde Øjne.
Med Sorg og Vanære førte Sachserne de faldne Kæmpers Lig bort, medens Danskerne jublede af Glæde. Og fra nu af ophørte den Beskæmmelse, som hvilede paa danske Mænd siden Kong Adils’ Drab. Uffes Kamp blev en af de berømteste Bedrifter, og efterhaanden som Sachserne rykkede de Danske nærmere paa Livet og Ejderen ofte blev Kampstedet, fik den gamle Fortælling ny Værdi. Beretningen om Vermund og Uffe vandrede desuden med de danske Vikinger til England for her at finde en ny Virkekreds og knyttes til andre Mænd og Egne.
Et andet vidtberømt Sagn fra Jylland er Fortællingen om
Amled.
Gervendel var Jarl eller Underkonge over Jylland og havde Sønnerne Horvendel og Fenge, der arvede hans Stilling. Horvendel var en anset Kriger, der som Løn for tapre Bedrifter fik Geruth, en Datter af Lejrekongen Rørik til Ægte. Hans Lykke og Berømmelse vakte imidlertid Broderen Fenges Misundelse, og denne dræbte til sidst Horvendel, ja tvang endog Geruth til at blive hans Hustru. Ond Gerning har Undskyldning Behov, og for at forsvare sig lod Fenge udsprede, at han ikke havde kunnet udholde at se en saa mild og blid Kvinde lide under sin Mands haarde, utaalelige Opførsel.
Geruth havde en Søn af sit første Ægteskab, der hed Amled. Den unge Mand forstod, at hans Liv vilde være udsat for Fare, hvis Stiffaderen i ham saa en lurende Hævner, og derfor anstillede han sig sløvsindet. Han laa og rodede i Asken, smurte sig med
Danm. Riges Hist.
I 17
