128
Uffes Kamp med Sachserne.
spurgte ham, hvorfor han hidtil havde dulgt sin milde Røst og levet som en stum. Uffe svarede, at saa længe som han havde haft sin Fader som Beskytter, fandt han sin Stemme unyttig, men saa var Øjeblikket kommet, da fremmed Praleri gik hjemlig Klogskab for stærkt paa Livet. Og to havde han udfordret, for at den Beskæmmelse, der var tilføjet det danske Folk ved tvendes Adfærd, kunde atter blive udslettet ved een Mands Daad.
Det gjaldt om at finde Vaaben værdige til den djærve Yngling. Men alle de Brynjer, som prøvedes, vare for trange for Uffes vældige Legeme, og da de gave ham Faderens Brynje paa, sprængtes den. Uffe lod den imidlertid skære op i Siden og sammenhæfte ved et Spænde; for den udækkede Aabning maatte Skjoldet bøde. Endnu større Vanskelighed frembød det at finde et Sværd; thi ethvert, som man gav ham, knækkede over, saa saare han blot svang det i sin kraftige Haand. Imidlertid ejede Kong Vermund et Sværd Skrep, som var saa skarpt, at det trængte gennem alt, uden at dets Æg led mindste Skade. Dengang Sønnen syntes saa sløv, havde Vermund nedgravet det, for at det ikke skulde falde i anden Mands Haand, men Skjulestedet kendte han. Han lod sig føre ud paa Marken til en Plet, han nærmere betegnede, og fandt Mærkerne, som viste, hvor Sværdet var gemt; her gravede de da ned. Vermund fremdrog det rustne Vaaben af Mulden og raabte: »Her er det Sværd, som altid bragte mig Sejr!«, hvorpaa han rakte Uffe det. Uffe vilde prøve dets Kraft, men Vermund holdt ham tilbage; thi brast ogsaa dette Sværd ved at svinges, da fandtes intet, som svarede til hans Styrke.
Kampen skulde foregaa paa en Holm i Ejderen, netop der hvor senere Bjørn, Svend Estridsens Søn, byggede en Borg (Rensborg). Her mødte Sachserkongens Søn, ledsaget af en kæmpestærk Medstrider. Paa den holstenske og danske Side af Floden stod en talrig Skare af Tilskuere med Øjet fæstet paa de kæmpende. Vermund havde taget Plads yderst paa Brohovedet for at styrte sig i Floden, hvis Sønnen skulde falde.
Kampen begyndte. Uffe, som ikke var sikker paa sit Sværds Styrke, valgte at afbøde Modparternes Hug med sit Skjold, indtil han med eet Slag kunde gøre det af med en af Kæmperne. Vermund maatte tro, at Uffes Sløvhed var Grunden til, at han ikke gav Genhug, og han rykkede efterhaanden nærmere til Broens Rand for ved Sønnens Fald straks at søge Døden. Uffe æggede nu den tyske Kæmpe til at komme frem i første Række, han burde
