127
Uffe svarer Sachsernes Sendemænd.
Dette huede dog ikke Brødrene. Saa gik da Adils i Kamp med Kete. Kongen havde let Overtaget over for den unge Mand, hvem han ved tæt faldende, djærve Hug tvang i Knæ. Da kunde Broderen ikke længere dy sig, men sprang ind paa Adils, som saaledes maatte lade Livet. De skar hans Hoved af, hængte det ved Hestens Side og rede til den nærmeste Landsby, hvor de lyste Drabet. Derpaa rede de atter hjem til Danmark. Hvor meget der end kunde tale til Undskyldning for de unge Mænd, var der dog gjort Brud paa gode Kæmpers rette Skik. Det hændte kunde ikke være det danske Navn til Ære.
Imidlertid var Vermund bleven gammel og blind. Sachslands Konge sendte Bud og krævede Landet af ham, eftersom en blind Mand kun slet var i Stand til at styre Riget. Dersom Vermund ikke indvilligede heri, maatte en Kamp finde Sted mellem hans og Sachserkongens Søn, og Riget skulde derefter tilfalde den sejrende. Den gamle Konge drog dybe Suk over sin haarde Skæbne; tidligere var han dog bleven anset for baade vis og tapper, nu var Øjnenes Lys ham røvet, og ved Sønnens Sløvhed syntes enhver trøstende Udsigt for Fremtiden slukket. Vermund tilbød at gaa selv i Holmgang, men Sendebudene svarede, at paa en saa ulige og uhæderlig Kamp vilde Sachserkongen ikke indlade sig.
Da hændte det mærkelige, at Uffe, som var til Stede og havde hørt Tyskernes hovmodige Tale, pludselig fra stum blev mælende. Han traadte frem og bad om Lov til at tale. Vermund kunde ikke tro, at det var Sønnens Stemme, han hørte, men hvo den talende end var, skulde han have Lov at svare. Da sagde Uffe: »Eders Konge kræver forgæves dette Land, som baade har en Konge til Styrer og tapre Mænd, som ville staa ham bi. Der fattes Kongen lige saa lidt en Søn som Riget en Efterfølger; ene vil jeg tage Kampen op, ikke blot med Sachserkongens Søn, men med hvem som helst af Eders tapre Mænd, han vælger til sin Hjælper«. Sachsernes Udsendinge brast i Latter over det pralende Tilbud; ikke desto mindre blev Tid og Sted for Holmgangen fastsat, og Tyskerne vendte hjem.
Vermund brød ud i Lovord over den Mand, som havde svaret saa djærvt. Da alle forsikrede ham, at den talende havde været hans Søn, bad han Uffe komme nærmere, for at han med sin Haand kunde føle, hvad Øjet nægtede ham at se. Han lod de famlende Fingre glide over Uffes stærke Ledemod og Ansigtets Linier og udbrød: »Ja, saaledes saa jeg ud i min Ungdom!«, og han
