Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

134

Alf og Alfhild.

Blod i hendes Aarer. Det tætte Slør, hvori Sigrid hyllede sig, formaaede ikke at dølge hende for Otters forskende Blik, dog lod han sig ikke mærke dermed; han vilde kun stille hende paa en Prøve. Otter lod som om han beredte sit Bryllup og valgte den fremmede Mø til at være en af Brudepigerne. Sigrid maatte staa foran Brudelejet med en brændende Kerte; standhaftig holdt hun ud, skønt Vokset var fortæret og Flammen slikkede Haanden — den, hvis Hjerte staar i Lue, agter kun lidet paa, om Huden svides. Men da Otter mildt bad Sigrid om dog at vare Haanden, løftede hun rødmende de straalende Øjne op imod ham. Og nu blev det skrømtede Bryllup omskiftet til et virkeligt, og Sigrid tog lykkelig Brudens Plads ved den trofaste Otters Side.


Som et Modbillede til den bly og sky Sigrid staar den djærve, kamplystne Alfhild, Datter af Gøternes Konge Sigvard. Thi vel hyllede ogsaa hun sig fra Barnsben af i det tætteste Slør, men hendes Bevæggrund var ikke sky Angest for Mænds Blik, derimod Frygt for, at hendes store Skønhed skulde opvække deres Lidenskab. Faderen havde af den samme Grund indesluttet hende paa et omgærdet Sted, hvor hun maatte opføde en Øgle og en Orm som sine Vogtere; han lovede sin Datters Haand til den, der formaaede at bryde derind, men hvis Forsøget mislykkedes, skulde Bejlerens Hoved afhugges og stikkes paa en Stage.

»Jo større Fare desto større Fristelse«, tænkte imidlertid Alf, Søn af Kong Siger, og meldte sig som Bejler til den skønne Jomfru. Han var en erfaren Viking, mandig og skøn; prægtige Lokker, der lyste med Sølvets Skin, bølgede om hans Pande og Hoved. Paa Kampens Dag svøbte han sit Legeme i en blodig Hud og drog til Gemmestedet. Straks ved Porten bugtede den lede Øgle sig mod ham, men netop som den aabnede sit Gab, greb han et glødende Jern med en Tang og slyngede det i Udyrets Svælg, saa at det dødt strakte sig til Jorden. Da dets Plejebroder Ormen derpaa vendte sig mod Angriberen, jog Alf med et heldigt Kast et Spyd i dens Gab, saa at ogsaa den udaandede. Men for den tilsagte Løn blev Alf narret.

Hans tapre Daad havde vel huet Alfhild, men hendes Moder var ikke tilfreds med Brudgommen, og hun saarede Datterens Stolthed ved at ytre, at det kun var Alfs skønne Ydre, som havde overvundet hendes Undseelse. Alfhild vilde nu ikke høre om Bejleren; trodsig lod hun sig Mandsklæder skære, og med unge Piger i sit Følge,