135
Halfdan og Gyrith.
der havde samme Lyst som hun, drog hun paa Hærtog. De traf paa en Vikingeskare, som netop havde mistet sin Høvding, og de blodige Kæmper betænkte sig ikke paa at vælge den djærve Kvinde til Fører. I Spidsen for sin Flok udførte Alfhild store Bedrifter.
Alf opgav dog ikke Tanken om at vinde den trodsige Brud. Han laa ude med sine Snekker Sommer og Vinter, og det hændte da ogsaa engang, at han styrede ind i en snæver Bugt i Finland. Her erfarede han, at der laa nogle Skibe inderst inde i Vigen, men Høvdingen kendte han ikke. Det var imidlertid Alfhild og hendes Skare. Saa saare hun blev de fremmede Vikinger vaer, styrede hun dristigt imod dem. Alfs Mænd vare lidet stemte for at optage en Kamp med en saa faatallig Flok, dog vilde Alf ikke udsætte sig for, at nogen skulde fortælle til Alfhild, at nogle faa Skibes Mandskab havde hindret ham i at udføre en Bedrift.
Kampen begyndte derfor, og de Danske maatte højlig undre sig over Modstandernes skønne Udseende og slanke Lemmer. Alf sprang om Bord paa Alfhilds Snække, huggende ned for Fode trængte han helt frem til Bagstavnen, hvor Høvdingen stod. Ved Alfs Side var hans Ven Borkar, hvem det med et Slag af Sværdet lykkedes at slaa Hjelmen af Alfhilds Hoved, saa at man saa de bløde, blussende Pigekinder. Borkar raabte, at Kys og ikke Kamp var her paa rette Plads. Saa maatte den stolte Mø overgive sig til sin trofaste Elsker, der tvang hende til at slippe Mands Dragt og Mands Sæd. Og paa samme Tid som Alf ægtede Alfhild, tog Borkar hendes Vaabenfælle Gro til Hustru.
I det Slægtled, som fulgte, blev Kampen om at vinde den elskede fornyet, under nye Vilkaar. Alf og Alfhild havde en Datter Gyrith. Ved Krig og Mandsslet var Kongeslægten bleven i den Grad udtyndet, at Gyrith var den eneste overlevende. Hun havde arvet Moderens Stolthed og lod derfor kundgøre, at eftersom der i hele Riget ikke fandtes en Bejler af lige Byrd, ønskede hun at leve ugift, og som Vogtere af sin Jomfrustand tog hun en Skare djærve Kæmper i Tjeneste. Nu havde imidlertid Borkar en Søn Halfdan, der allerede som ung havde udmærket sig ved Manddomsgerninger. Saaledes havde han kæmpet med, da hans Fader stredes med den grumme Røver Røth: Røth maatte lade sit Liv, men havde dog voldt Borkars Bane, og Halfdan bar et grimt Mærke ud af Kampen. Et Hug havde kløvet hans Læbe saa dybt, at Skrammen ikke lod sig læge; et aabent Skaar mindede om den vilde Dyst.
